Forside/Blogaden
Tekster
UfNet
Musik
Nørderier
Linktree
FB
Om
Vi kravler gennem kloakkerne
eller gaderne, byen er én, er ét
vi er soldaterne
lortet hænger i håret, i jakke-
sættene, i faklerne, på bajonetterne
i skrigene fra alle rotterne
vil du overleve? Vil du blot
beundre fløjtespillet, overskrifterne
den lidt kejtede melodi, naturen, du storslåede
landsmand, er du blevet romantisk, men forsmået?
Jeg strammer læderremmene om dine håndled
hæver øksen, giver dig en kindhest der trækker dig afsted
i det mudrede vand, og når du så får ledninger af guld
tilsluttet benstumperne og dit apparat af
en krop
så spræl af glæde
og kravl med os
i trop
Lys hvori
flyder nat inden
braget. Og gennem // I
den lange rungende korridor // den skyggefulde korridor
lyder alle jeres skrig. Jeg // falder med alle jeres skrig
løfter min hånd fra karnappet
ud fra kampe-stens-facaden
under spiret-på-klokke-tårnet
rejser jeg mig, nej, du krummer dig // krum dig
for mit jordskælv af en stemme // som termitter i fundamentet
for den lette morgen-dis, solens
fra-skyerne-dryppende-lys
især for varme kys
på din navle
du krummer dig, løber
og føler dig fri.
du basker med dine rubinrøde
og havsorte fjer, slår
revner i gaderne i
rendestenene, baldrer
butiksruder og cafékopper
med dine skingre skrig
så skingre at jeg må holde mig
for ørerne, lukke øjnene, og ende-
ligt flyver du væk
Jeg er trommeslageren
der vælter øl ud i dit hår
og selv med munden fuld
af blod
bræger du som et får
og anden gang jeg
slår, smadrer flasken
i tænder og klistrede skår
der knaser under min sål eller
bores ned i din sprukne hud
og der i lokums-
kummen, når jeg holder dig
i pis og bræk, selv for
klumperne kan du hver gang
jeg lader dig få luft, se
at du er mig
Lad krig være fred
lad kys skabe splid
og nu, tykke børn, nu
skal I høre hvordan
karabinerne synger
om kærlighed.
I Colombo hører
den onde altid klassisk
musik. Du er billedet
af en sofistikeret psykopat
synger han til spejlet og
hæver højre hånd som en dirigent. I
Fillipinerne er de så
ultra konservative at
vi kun bruger dem til
at gøre rent med. Hver
gang han ryster isterningerne
i sin whiskey, hun er gravid
eller står øverst på testamentet
i sin whiskey, hæver glasset
på den helt glatte måde
pæonen i brystlommen
på den helt matte måde
den nystrøjede habit, de hvide
handsker og mahognibardisken i stuen
Beethoven står med sin rødvins
tud og skænker ud. Hun sidder
med ryggen til ved flyglet, på knæ
med ryggen til ved egetræslisterne, hun
bevæger kun hænderne og fingrene
det kan kun være playback eller en
drøm om en pilrådden
fiskekutter der forlader en
overbefolke-d
ø
Vi ville spytte på dig
fordi du var fed. Fordi
din uendeligt dybe navle og
dine mælkehvide drengepatter
flød ud gennem dit flænsede
genbrugstøj, men
det var først da den sidste
af os grinte med, jeg
stillede mig op på bænken
over dig i skolegården
Ved
”verdens smerte
er den at ingen forstår
det sande og smukke”
folder du dine hænder
og falder
på knæ
jeg skubber mit udbytte
mod tinden, jeg fortæller
dig: stenen roterer som et
tungt, tungt hjerteslag
regnorme og bænkebiddere
vrider sig i solen, og er du
valeriana apula, kværnes du
mod den kolde bjergvæg
jeg skubber mit udbytte
mod tinden, men skrider
og når stenen brager mod
floddalen, er alt der voksede
på min vej, tilintetgjort
Jeg forlader
endnu et kakerlakbrunt
morgenværtshus, den askegrå
solopgang og blodet der
drypper fra filetkniven
bliver et storslået symbol på
kærlighed
Et brunt tapet med
nikotingult damaskmønster
lampen med
det røde skær
du har revet lokums
brættet af, smadrer det mod
kommoden, jeg trykker hanen
i bund og sigter på en
flaksende stær
mutter alene
hun kravler på bjerg-
væggene i lange tråde
af gråd
hvem der var
i et luftskib over et
snedække, en
vindstille båd
druknet i et luftangreb mod
et fattigt lands flåde
Fyrer hele rækken
af kanoner
mod kysten. Fra de
endeløse havneindløb
skriges s’lut i det
rædselsblå under et
blytungt punktum
Jeg går på rov
med et kilo heroin
i min arm
Jeg er den sprøjtende
tranlampe på det
værtshus fra den ø
de kalder græsand
Jeg flyder rundt i
grødis lidt
nord for Nyhavn
Jeg følger de
spor i sneen
selvom der ikke
er sne endnu, jeg
varmer mig med
flasken, selvom det
ikke er koldt endnu
De står omkring mig
og hyler, skønt ingen
længere føler sult
Jeg låner dig
en bid brød og
drøner så en bulldozer
gennem dit hus. Den
pløjemark jeg nu har skabt
lader jeg stå med rug. Jeg låner
dig endnu en bid brød og
lidt halm til din seng. Jeg
låner dig en sten du kan
lægge dit hoved på og lade
det udhule af regnen fra
det utætte tag på
et herberg
Vi løb rundt i
den korncirkel der
faldt ned fra himlen
den vinter alt alligevel
var dødt. Vi
lå som brædder
ligger i sne, jeg fortalte
dig om den planet vi
engang ville invadere
November, remember
vi kørte en traktor
ned gennem en hospitalsgang
imens vi sang
pædofil, pædofil til
pandemien jer skiller
Jeg ramte guld
i ren forvirring, hentede
et overfyldt magasin til glocken hos
min sagsbehandler. Valgflæsket
ligger hele vinteren og sveder
ude i kuglegrillen, dit sexede
lille svin
Jeg tømmer en
uzi ud over førstesalen i
en kontorbygning og får
lidt flere følgere. Vi
drømmer alle om at have ret
når vi står og skriger ud i en
gungrende parkeringskælder
Terminus
