Forside/Blogaden
Tekster
UfNet
Musik
Nørderier
Linktree
FB
Om
Amor, er du natten
for så er jeg tågen
der hænger over flintestenene
og hovsporene i den mudrede markvej
og når du så vrinsker eller ler
så letter vi, og verden bliver lys
som aldrig før
fest hos Klemme langt
ude på landet, ude på den argeste
to-længet gård
ude i græsset, ude i slimet græs
du er kraft ede mig lækker
skriger jeg, hun står overskrævs
over en stråle kogende pis, hold
kæft hvor er det koldt, skriger
jeg, og senere knepper vi
som fjerkræ. Den tunge regn
falder, fortæller jeg, på
den rustrøde mark, på
digerne, på gæssene på
flugt
Når lyset slår ind
gennem det røde blyglas
på den måde som et sværd
når gulvet knager, gardiner
ne drypper, så hold fast for
trykket mod brystet under
styrtet fra goblinen og den
hvidkalkede fiale er min
kærlighed
Du er et hus
lige inden det møder
kuglen fra kranen, du
er gulvbrædderne og
væggene der vælter ned
over. Du er vandet der
stiger mod himlen
fra en smadret cisterne
du er gnisterne der springer om
sprækken i gasledningen, og du er
hylene fra sirenerne. Imens er jeg
alt det andet, det de
ikke når at se.
Rosen
svæver som skruen
på en påhængsmotor
der har ramt en fisk
Rosen
farver søen rød
i sit spejlbillede, en
så tung symbolik kan
ingens hjærte bære
Montmartre er død
som kvinderne i skovåbningen
med deres harper
Jeg spiller de samme to forkullede
akkorder på min guitar. Tonika
og dominanten. Vi sidder overfor
hinanden, du på flygelet
med mascaraen tværet ned
over kinderne, jeg
med fingrene på de hvide tangenter
Du åbner munden, hælder hovedet
bagover, tømmer vinflasken
Alle træernes blade
har lagt sig på skovbunden, på
fortovene og brandhanerne, med
et febervådt anslag slukkes
scenelyset
vi cyklede
på en udpint bunke
rust, du på styret, jeg
i pedalerne, i Skindergade
var ikke et eneste tomt stativ
i al den styrtregn
du lænede dig tilbage, strittede
med brysterne, og jeg hviskede
endeligt knepper vi på kanten
af tagrytteren, og trompeterne
går af over jorcks passage
du ringede på døren
jeg åbnede, og vi balancerer
på spiret af sagrada familia
var det i stedet kirkeklokkerne
en scooter på hvert gadehjørne
de cafeer, asfalten er bleg
i solen er vi ubetrådte
duerne flyver højere end
os hviskede du, og de rustne
horn skratter
forbud, forbud
vi deler den sidste
flaske vin, arm i arm
først stiger flaskeklirren
så rislen fra oliventræer
du har den måde at ligne
et metroskilt på, siger du
dine bare fødder mod
midterstriben minder mig
først om at rejse
så om at dø
Vi løber med vinden
fra kbh til Holbæk
toget kører som et
korn chili over kinden
Vi balancerer på skinnen
alt solens vejr, hvis du
græder, er du en mand
råb Hamburg, Hamburg
På dræsine med elskerinden
Vi kneppede som
to liljekonvaller
styrter i grus i blæsten
den rene gråd. Jeg drømte
En hjulbør fuld af hestelort, jeg
sætter hælene i brædderne ellers
vælter den af bådebroen
gennem sivene og
går til bunds i
furesøen
et lys er et kys
der går ondt
de sidder på hver sin
side af bålet, og først
når alt er brændt ned
er der kun hengivenhed
tilbage
lav kærlighed, flygt fra
krig, og vi styrter afsted på
en zündapp langs
en sønderbombet bymur
dit hår svæver
som en stæreflok der
plyndrer et blommetræ, sort
sol over
skafottet, præsten hæver
mahognikorset. Hvis du bliver
en lighvid måne, bliver
vi uendeligt gamle
sammen
en kranarm
under fjerlet himmel
eller er det
en smørblomst
under gåsehud
Kære lig
gør mig hed
i læbeblå
kys
Vi ligger som vi
har redt, som en krydder
de æder til morgenmad
kaffen stod klar, og håret
gror ud af
sexen
de siger
at haven venter sig
æblerne, alt det skrig
ende venter sig fuglene
man venter sig sneen, men
først når alle de kyssende
står derude som
dugfriske
idet du giver mig
dit ja, forsvinder
du, efterlader dig en
rygende kløft i marmor-
gulvet, præsten samler
penge ind i en kompostkværn
og endeligt går det
op for mig at
jeg slet ikke
er religiøs
Vi var mere end
venner, vi var
enestående
temmeligt alene
og råbende
Rør ved mørket
og fuglene falder ned
fra himlen, stil dig
i græsset under egen. En
dag var det morgenen
der kom
løbende med guldet
dryppende fra hagen
og kanonerne
trykkende mod brystet
Det eneste vi taler om
er den motorvejsbro
i landskabet. Summende
bier i sommerluften
de rejser sig som lugten
fra en lort fra en ko
Den dag du tog min hånd
fortalte mig det aldrig skulle
være os, den dag i dag er det
novemberregn der får tagene
til at ryge med morgensort
skortensånd
vi løb rundt om borde og stole
og kaldte det oplysning
vi løb henover en stenhård
roemark og kaldte det forfrysning
vi løb tværs over kontinenter
og kaldte det et loppemarked, men
fortæl mig nu: hvem ville ikke
gerne hænge i pelsen på en drivvåd
hund på flugt fra sin undergang
læg dig som sne
over en bundfrossen skovsø
slubr som et tantekys
fra en fordrukken veninde
pis en stedmorblomst ihjel
og lad hakkebrættet stå til
morgenbajeren tør op igen
Vi står på hver sin side af et vissent træ. I sneen. Midt i rundkørslen på Halmtorvet. Peger med tomme vodkaflasker. River brostenene op med rødderne. Hudløse under læderjakken. Skriger kokainmisbrug og pumper løs på lokummet. Fissen presses mod det iskolde porcælen, efter hvert ord hænger ånden, fra lysstofrørene, i trevler fra sæbeautomaten, i revnerne i det knuste spejl. Flyder mod sydhavnen. Som tandløse efter alle de tilbageslag.
hej
du er så fucking lækker at
jeg har smidt pornobladene ud. Tungt
havblik, munkeryger i sandslottene og
den scooterhjelm under citronmåne-
nat-og-dag lugter som en hver
anden b-film
Terminus
