Lejlighed

24.12.2019 | Dec 2019 | Martin Birkmand

Dengang der var rosiner i alt
kartofler var noget man kogte
i flere uger, køkkenet står som
et udtjent lokomotiv, dampen
ingen kan save sig igennem. Vi
tænder træet, vi ber.

Turen med sporvognen ender
altid ved værtshuset. Og de bro
sten vi har hukket til, er dem
ingen ved de træder på, dem
under 10 meter sne. Vi skåler
og slår venstre hånd ned i den
svedne bordplade. Vores tillids
mand er ham der drikker
tættest. Vi ber.

Natten er som en sæk
kartoffelskræller, først massiv
og fugtig, så klam og kold. Vi
ligger så tæt, så tæt, dynen
dækker enten ikke fødderne
eller brystkassen, jeg kysser
dine blå læber. Jeg kunne

let have forestillet mig ham som
en kasse tomme bajere ude i
bryggerset, jeg gik
op ad den knirkende trappe
kun iført hullede sokker
for at se træet. Dengang
jeg var barn.

Ældre Nyere Tekster Kommentarer Del