Hvor er vi nu, råber hun, idioten,
for nu skal du bare se
her er et par øjne, så jeg kan kikke på mig selv,
og se: på søen sejler en båd. Hop ombord
og rusk mig lidt i kraven, rusk
mit savl af mundvigen, rusk det hele af
og lad det dryppe i vandet, skabe skår i spejlet
vi sejler på! lad det dryppe i et øjeblik. Videre
op langs bredden, lad os plante en blomst,
se hvor den gror, gror mod himlen og svajer,
over os blomsterne sejler på himlen, og i et spring
ligger jeg oven på dig, så
vi må svømme, vi må stønne
for båden er kæntret, spejlet er splintret
og vi sprudlende, drømmende basker og plasker
og jeg hiver i dig, flyv med mig. Kast dine vinger
om mig i et favntag, og tril med dine øjne
lad dem glimte, lad dem rulle, klukke og skvulpe
når de spejler sig i solen som blommen i et æg
eller to nyklækkede kyllinger. Våde og nøgne
står vi her, hvem er I?
hvad vil I med jeres døde mimik
spred jeres hænder, hvis vi har det tilfælles:
kik på mig og se på min...
og mærk søens bløde vuggen
se vandspejlets sprukne hinde
mærk blomsternes duftende flamme
og lad så verdens fysik forsvinde
// version2
Kom - skriv et digt, skriger kællingen
helvedes trist og langt det nu blir, stem din guitar
bund så din bajer, sid ret på bænken.
Og tømmermændene bankede på stilladset
Kys mine skægstubbe, så asken drysser
ned i skødet - vi vil drikke om kap
og ryste på hænderne, som spredt om flasken
som fastgroet afløb, og ikke glemme
socialmutters ånde rivende i os
med anklager om, hvor forkert vi lever livet
i fortovskanten og uden hjem,
brød socialloven en ensom aften
næverne slår os, næverne slår os
lader bøllerne knase de brune pløkker
kravler og tikker, kravler og tikker
hvor er du sørgelig, de alle sukker
sæt dig ret op, og stem dine tænder
salt mine kinder, salt mine kinder
en enkelt, to og tre en halv tænder
lad os først spille når smerten forsvinder
blæsende, køligt over torvets sten
efterår og vind
fører de tidligt vågnende grønlændere
rystende ind