Vi kravler gennem kloakkerne
eller gaderne, byen er én, er ét
vi er soldaterne
lortet hænger i håret, i jakke-
sættene, i faklerne, på bajonetterne
i skrigene fra alle rotterne
vil du overleve? Vil du blot
beundre fløjtespillet, overskrifterne
den lidt kejtede melodi, naturen, du storslåede
landsmand, er du blevet romantisk, men forsmået?
Jeg strammer læderremmene om dine håndled
hæver øksen, giver dig en kindhest der trækker dig afsted
i det mudrede vand, og når du så får ledninger af guld
tilsluttet benstumperne og dit apparat af
en krop
så spræl af glæde
og kravl med os
i trop