og du har ikke kunnet røre dig
lige siden du sad, midt i dét
stod en hund
digest it
som en logrende rulle rockwool
for at varme dig
for at isolerer dig fra
rødderne, det grove net. I rawplugs
skruede du den fast
hårdt i den smuldrende mur,
så ulden slog gnister, sprang hul,
sprang fundamentet, tørt
viklede disse arterier sig, træets,
som visne grene omkring din gavl,
egens antenner, som mel knitrer i ganen,
ein digestiv, greb om dit tag,
om din skorsten, hvis tørre savl
lagde sig som støv over gulvet
i en grå hinde, der kornede synet
knaste i dine skæve brædder. Ved vinduets døde blik
skruede du den sidste plug i panden, helt ind til...
Rockwoolen logrer.
Nu kan du ikke røre dig,
er skruet fast.