Montmartre er død
som kvinderne i skovåbningen
med deres harper
Jeg spiller de samme to forkullede
akkorder på min guitar. Tonika
og dominanten. Vi sidder overfor
hinanden, du på flygelet
med mascaraen tværet ned
over kinderne, jeg
med fingrene på de hvide tangenter
Du åbner munden, hælder hovedet
bagover, tømmer vinflasken
Alle træernes blade
har lagt sig på skovbunden, på
fortovene og brandhanerne, med
et febervådt anslag slukkes
scenelyset