Han er krigsveteran. Han drikker gammel dansk fra flasken og ryger grøn cecil. Dagen lang. Nogle gange skider han i bukserne. Aldrig af skræk.
Nytårsaften fyldte vi en hjelm med sne. Vi stak en bajonet igennem den. Ned i den frosne jord. Pissede udover i kogende stråler. Lagde en håndgranat i. Karlsen fik sprængt sin venstre arm af. Han så mere skræmmende ud, alligevel fritog de ham. Vores gruppefører holdt tale. En smuk gerning. For fædrelandet. Men Karlsen kunne ikke længere be. Vi fangede en officer en dag. Vi stak en granat i munden på ham og viklede en våd uldsok om nakken på ham. Det rødglødende net i hans gedeøjne. Vi blev stoppet på et gadehjørne af en patrulje. Nielsen med gedens baret på. Ævlede løs som om det hele ragede os en spand fuld af lort. Vi sad på det samme værtshus de næste tre døgn. Bag blyglas og mørklægningsgardiner. Drak som en flok svin. Vi var så tilsølede at ingen vidste hvilket land vi kom fra eller kæmpede for.
Vi rejser os op. I kirken. Præsten siger “lad os mindes de faldne og fædrelandet”. Vi synger i kor “der er et yndigt land”. Ingen af os i samme toneleje. Det lyder som dengang i skolegården. Vi pinte en hjemløs kat ihjel med et stemmejern ovre fra sløjd.