Wilhelm1

26.02.2014 | Føljeton | Martin Birkmand

Wilhelm sad på sit værelse og ventede. På hvad, spurgte han, men ingen svarede, for der var ingen andre på værelset end Wilhelm. Han skubbede en ske rundt i en kop med the. Skeen pløjede fuger i vandoverfladen, så grå bølger af the slog mod indersiden af koppen, og Wilhelm måtte sukke. Dagen var halvvejs forbi, og han halvejs færdig med sin kop the, der nu helt havde samme temperatur som vejret udenfor; samme tilstand af klam og fugtig. Derfor bladrede Wilhelm i sin bog. For at finde en side med en sproglig krølle, et billede i ord af en sol på en himmel. En blå himmel. Blå, som overfladen på et roligt vuggende hav. Åh, lad det vuggende hav lukke sig over havbunden, og med hvislende kraft slukke lodrette skud af ild imod sin overflade. Lad de pulserende stråler fra solen funkle i det ujævnt glukkende saltvand. Og lad havet suge i dit mellemgulv, lad dine bekymringer flyde bort.
Som blev han ramt i hovedet med en fodbold, smadrede Wilhelm sin pande i bordfladen. Derfor vågnede han med et sæt. Skinnende sol over blå hav blev til en computerskærm med en blinkende besked i indbakken på Wilhelms mail: "Du skulle have været i skole idag. Karsten gik amok, fordi Jesper kaldte ham fed. Han smadrede næste..." læste Wilhelm, før han gik i stå, midt i ordet "næsten", og slukkede derefter sin computer. Han rejste sig, stak fødderne i et par converse, kroppen i en hullet cowboyvest, og nu klædt på gik han ud gennem indgangsdøren til sit yderst sparsomt indrettede kollegieværelse.

Ældre Nyere Tekster Kommentarer Del