Om lyskrydsene

01.12.2014 | Dec 2014 | Martin Birkmand

Lyskrydsene brænder på deres stilk, sprænger deres grønne kapsler med hvidgule blade der antænder, og så er det for sent; og lygterne, de gyldne blomster svajer på høje strå mod en stjerneskudt himmel. Fåret fræser og bræger hen over byens brolagte gade, og fra de sprukne grønne kapsler vi når at passere, flyder den tykke gyldenbrune olie; flyder ned i nøgne mennesker der holder om hinanden og fryser. I et sving ryger Lægen af, en taxa nær snubler over ham – undskyld, undskyld! Flere øl, flere øl, mere sprut! Du løfter mig af Fåret og ned i dit skød, Løven knurrer, Lægen slår på mit knæ med sin hammer, en knasende lyd, jeg kysser dit himmellegeme, dine mørke bryster. Og kapslen jeg holder i min hånd, er flækket og drypper, og marken jeg står i, kilder, og over Luderens bløde læber løber Frk. Branca, løber ned over dine spinkle arme, ned om plastcylinderen der banker i din mørkeblå åre. Er det blod der lyser under stemplet? Pump du bare den gyldenbrune olie ind, og fortæl mig så: Hvad er det du har der mellem dine ben? Er det et blomstrende frø? For så er det for sent. Men sad jeg ikke tidligere og lavede lektier på mit værelse? Og hver gang jeg smider bukserne og stiller mig over for dig og netop har betalt de femhundrede kroner, vågner jeg, med stiv pik, på en tynd madras. Flammen er for længst brændt igennem den spinkle grønne skal – for når lyskrydsene funkler rødt, er det for sent.
Er det i virkeligheden fluer der summer omkring mig og gryner rummet?

Ældre Nyere Tekster Kommentarer Del