Forside/Blogaden
Tekster
UfNet
Musik
Nørderier
Linktree
FB
Om
I firserne havde DR et litteraturprogram der hed Bazar. På et tidspunkt i 1984 var digterne Michael Strunge, Pia Tafdrup, Lola Baidel og Kristen Bjørnkjær inviteret i Bazar. Det kom der denne ret interssante udsendelse ud af (den blev ved med at blive flyttet rundt på yt, så nu har jeg bare downloadet den):
Selvom udsendelsen er ældre end mig, er den stadig interessant (måske mere end mig). Den berør spørgsmålet "hvad er et godt digt". Derudover strejfer den også spørgsmålet "hvad skal vi med digte?". Så lad os analysere lidt på den. En eller anden fra Hvedekorn har prøvet at definere hvad et godt digt er. Det er ret svært fordi det ofte ender med at være en smagssag - altså subjektivt. Istedet for at prøve at svare på spørgsmålet kan man stille andre lignende spørgsmål. Som feks. hvad skal vi med digte, og hvad skal læseren minimum have med sig når denne læser et godt digt. En måde at sige om et digt er godt eller skidt, er at undersøge hvor godt det sælger. Men er denne metode specielt god? I 1970'erne solgte Bjørnkjær og Baidel rigtig godt. Sikkert mere end Tafdrup og Strunge. På den anden side vil jeg mene at de to sidstnævnte er dem vi husker fra den tid.
Lad os tage udsendelsen fra en ende af:
Borum nævner en digtergeneration som noget digtere i en vis aldersgruppe knytter sig til (samhørighed). Generationssamhørigheden strækker sig fra digterne er 17 år til de er 25 år, cirka. I de ti år har man brug for nogle at skrive som som digter (en flok at blive en del af). Efter 25 året bliver man selvstændig og skider på det hele. Han har sikkert ret i at det er rart at skrive sammen med andre. Derudover er jeg ikke helt sikker på hvorfor der er brug for at forholde sig til en generation - for at ensrette litteraturen? Lad os skippe Borum.
Bekendelseslitteratur er en strømning der nød udbredelse i 1970'erne. Bekendelseslitteratur på Gyldendals. Den er vist tæt knyttet med det man kalder knækprosa. Baidel, Bjørnkjær og især Vita Andersen pumpede denne slags litteratur ud i 70'erne. Det er tydeligt at Strunge og Tafdrup har en aversion mod bekendelseslitteratur - de mener ikke at denne litteraturform hører til under poesi.
Bjørnkjær bliver spurgt ind til generationssnakken. Han siger "Jeg mener ... vi sprang 15 år over fra 1965 til 1980, hvis man skal sige det lidt groft". Borum springer altså den generation over, Bjørnkjær tilhører.
Strunge snakker i starten om en forbigåelse af sin generation "min første bog i 78 fik én anmeldelse ... i 82 begyndte man at anmelde alle mine bøger. Da toget var kørt. Nu var man nødt til at køre med for ikke at blive stående og glo langt efter det.". Læg mærke til at han skipper generationssnakken og kører snakken over på manglende opmærksomhed omkring egne værker. Og så Tafdrups kommentar "Men det hænger sammen med, Michael, at man overhovedet fortiede det som havde med rigtig poesi at gøre. I 70'erne". Vi er igang! Tafdrup supplerer med "Det er da helt tydeligt at mediernes interesse i 70'erne den gik på den meget tilgængelige litteratur altså ... bekendelseslitteratur ..."
Noget af det fedeste ved programmet er at de hver især får lov at læse et digt op. Findes der en bedre måde at sige hvad man selv synes et godt digt er, end ved at skrive et, præcist som man vil have det, og så læse det op? Næppe. Jeg synes de fire digtere til sammen repræsenterer et ret diverst udvalg af digtere.
Det går noget i stil med Jeg har lyst til at rive mit hjerte ud, holde det i mine hænder og sige 'kan du ikke lige holde ...". Digtet handler om at have ansvar for andres følelser i et parforhold. Om at mærke vægten af dem. Og om at overgive sig. Der er ikke plads til megen fri tolkning, dog noget. Digtet er ret konkret, selvom et hjerte er et lidt slidt billede.
Hendes egen kommentar til digtet er "fordi jeg ved at når to mennesker forelsker sig i hinanden er de mest åbne, mest tolerante og mest indstillede på at opleve andre mennesker ...". Det lyder meget typisk traditionelt kvindeligt/feminint/kristent. Hvor mennesker er sat i verden for at opleve kærlighed. Og hvor sansningen af denne kærlighed måske opfattes som noget typisk feminint.
Her opremses en række måder at forlade jeg'et i digtet på: først hurtigt, så blidt og nænsomt og langsomt, så tidligt før det begynder, til sidst vil jeg'et bare gerne med hvis du'et forlader denne. Bjørnkjærs digtsamling handler om at blive forladt. Der står i hans bog "Kærligheden er en hård branche, hold dig væk eller tag hvad der kommer". Han siger selv at han skriver om stadiet efter det Baidel skriver om. Altså om det "komplot" der opstod i 70'erne - forhold blev afbrudt, på den måde blev samfundsordenen lavet om (deraf komplot), kernefamilien blev brudt. Han har blandt andet det til fælles med Baidel at han skriver til en målgruppe.
Tafdrups digt er meget billedligt. Det handler om at drømme, "rives et stykke drøm af min inderste hjernehinde" og "indtil om sider en krybekælder af skjulte glæder åbner sit mørke". Drømme sammenlignes med et plaster der rives af hjernehinden, ryk for ryk, indtil hinden er som en fugleunge (uden fjer). Man kan se det som at drømmene langsomt fører "hjernehinden" mod enten et barndomsstadie eller noget nyt uopdaget (krybekælderen). Måske noget med at barndomsstadiet er det man skal nå for at opleve "krybekælderen" - altså for at opnå de skjulte glæder. På den måde minder det tematisk lidt om Inger Christensens digt "Sidder på min fornuft lille gren". Digtet er som sagt meget billedligt. I modsætning til Baidels og Bjørnkjærs digte får man her intet foræret. Derfor er det meget åbent hvordan man fortolker det. Jeg synes ikke digtet er specielt elegant skrevet, feks. "omkring sin egen længdeakse roterer kroppen vedvarende". Hvorfor vedvarende? Det næste ord er konjunktionen "og", så vedvarende kan ikke engang kobles på næste sætning. Hvorfor bruge den der mystiske ordstilling? Det samme gælder for "trækkende små fine hår med sig" - her bruges præsens participium af trække hvilket jeg ikke synes virker. Det bliver meget hakkende (pun intended): roterende, trækkende. Det passer til den monotone oplæsning. Denne minder om Inger Christensen når hun læste digte op. Ingers digte er bare meget mere rytmiske hvilket giver kontrast til oplæsningen. Tafdrups oplæsning er en monoton en af et monotont digt. Der er i hvert fald nogle ret gode billeder i det. Jeg tror det var populært dengang at skrive digte hvor man zoomede godt og grundet ind på bla. kropsorganer.
Igen et digt med billeder. Jeg bed mærke i "zigzag gennem erindringens glemte by der står som en dam med guldfisk", "mit hoved, Berlin, en planet i sig selv". Der er typiske Strungesætninger "hvor skal jeg danse når musikken presses gennem filtre mens køn passes til form i nylon", "Berlin, mit hjerte, en pumpe for blod og ikke andet", "Berlin, måske findes der et aldrig fremkaldt billede af en pige på Kurfürstendamm der et sekund så mig som mennesket i verden, Berlin ...". Han kommenterer selv digtet: "Digtet her det er præcis lige så antikapitalistisk som det er antikommunistisk ... Vi lever i et land med verdens højeste selvmordsprocent, verdens laveste børnefødselstal og verdens bedste digtere, men alligevel befinder de fleste danskere sig på kulturelt stadium hvor de nærmest er analfabeter". Specielt sætningen "mit hjerte, en pumpe for blod ..." er ret interessant her. Hjerte er et klassiske symbol på kærlighed, her gør Strunge op med symbolet. Det kan ses som en kommentar til Lola Baidel. Oplæsningen er meget retorisk. Det samme er digtet. Det er ikke helt så kryptisk som Tafdrups, tilgengæld er det en del mere oprørsk. Det handler om splittelse - mellem øst og vest for ikke at tale om i selve digter-jeg'et: erindringens by som en stille guldfiskedam vs. cigeratters grå lugt og pistolers smæld. Jeg'ets hoved som en planet med områder der er lukket for levende, men også med med steder hvor alting brænder sammen. Altså en dualitet som den Ole Jastrau oplever i Hærværk (skrevet af Tom Kristensen, en digter jeg synes Strunge har en del til fælles med). På daværende tidspunkt var Berlin jo delt i øst og vest, dermed bliver denne splittelse i digtet også politisk. Og tjek den måde Strunge fremfører det på. Han rejser sig op og fremsiger digtet som en øvet skuespiller i en monolog. Marvelous.
Lola Baidel siger efter oplæsningen "jeg føler ikke det [at være rigtig digter] skiller, jeg føler vi bliver skilt fra". Hun opponerer imod dem "der stiller sig op og siger hvad rigtige digte er". Bjørnkjær siger at digte og den tid de er skrevet i, er uadskillelige. At digte trods alt hører under en generation. Strunge siger at han føler et stort fællesskab med de på daværende tidspunkt aktuelle digtere: JAC, Pia [Tafdrup], Søren Ulrik Thomsen. Det fællesskab føler IKKE med 70'er-generationen (Baidel og Bjørnkjær). Derimod føler han fællesskab med den endnu ældre generation: Inger Christensen, Claus Høyck (måske?). Han uddyber ikke, som han forklarer "det [at uddybe] kan jeg ikke gøre på så kort tid. Det ville være latterligt". Pia Tafdrup forklarer at hendes generation forsøger at bryde sproglige konventioner og klichéer hvilket hun ikke mener at 70'er-generationen gjorde. Derfor er der digte fra 70'er-generationen man ikke kan betegne som digte. Hun kommer ind på Strungekommentaren om selvmord og lave fødselstal: "Jeg synes på en eller anden måde godt man kan sige at det afspejles i digtningen ... Man kan godt sige om det nye at det er fragmentarisk, og det er atomistisk, og på en masse måder viser hvordan man oplever i små glimt. Hvordan verden trænger ind og ikke hænger sammen ... Det er simpelthen mægtig svært at se en mening med noget som helst ... og det hænger sammen med at vi kan føle et slægtsskab med en modernisme længere tilbage. Vi føler et slægtsskab med dels det man har kaldt en anden fase modernisme, konfrontationsdigtningen, men ikke mindst et slægtsskab med tredjefasemodernismen i den form som den er blevet oversat. Nu tænker jeg på at ... Heretica-generationen forsøgte at oversætte dem man har kaldt den symbolistiske modernisme ... og først sidst i tresserne har man fået oversat den generation som går tilbage til madami (tror jeg) og appolinære [franske digtere] ... Den der tredje fase den vil på en eller anden måde vise at sproget det ikke holder ... Den sætter en kritik ind overfor sproget. Jeg tror vi på mange måder griber fat der og viderudvikler det". Ordstyreren siger så "Den digtning der bliver skrevet nu. Den kan ikke sælges. Den har forbrugeren ikke brug for. Hvorimod den digtning der blev skrevet i 70'erne, den man kalder brugslyrikken, den kunne sælges i meget store oplag. Er det ikke lidt ubehageligt?". Strunge returnerer: "Den poesi der solgte i 70'erne, den solgte udelukkende fordi den bekræftede folk i at de havde det dårligt. Men den gav ikke noget kunstnerisk udtryk for hvordan man har det dårligt, hvordan det virkeligt er. Og der er man nødt til at have med ... Det er ikke nok at konstatere 'jeg har det dårligt, jeg går ned og køber flødeskumskager'. Det er noget pis. Der må et indre udtryk til som er meget stærkere.". Baidel siger bla. "Hvis du nu fortæller mig hvad jeg oplever, så kan jeg også godt forstå at du har den kålhøgenhed som skal til for tillade sig at sige hvad resten af Danmarks befolkning oplever. Det ved du ikke noget om.". Bjørnkjær: "Jeg vil heller ikke gøre det til sådan en klynketale. Der er skrevet mange forskellige slags digte. Jeg kan ikke gøre for at det lige præcis er de her digte folk går hen og køber fordi der står at man er ked af det. Det kan de åbenbart godt lide at læse". Og Strunge: "Jo, men det bringer jo ikke en skid af det lort de sidder i, vel. Hvis man skal have noget poesi der bringer folk ud af deres lort, så skal der stå mere end 'jeg har det dårligt, du har det dårligt'". Bjørnkjær spørger om Tafdrups og Strunges digte bringer folk ud af deres lort, og Tafdrup svarer: "Nu er der ikke ret mange der læser vores digte. Det er der ikke. Og det hænger også sammen med at medierne i lang tid ikke har haft interesse for den sag".
På en måde er der tale om et ansvar. Det skal placeres. Er vi som læsere ansvarlige for hvad vi læser. Så vidt jeg ved, er Vita Andersens Tryghedsnarkomaner den mest læste (i hvert fald købte) digtsamling i danmarkshistorien. Både Baidel og Bjørnkjær solgte sikkert også godt. De er som digtere ikke husket på samme måde som Tafdrup og Strunge. Digtene er usigeligt lette at forholde sig til. Derfor sælger de sikkert godt. Køb en digtsamling du kan læse på en times tid uden for megen kløen sig i hovebunden. Det at de sælger godt, gør at forlagene udgiver flere af dem. Problemet er at de er så frygteligt fantasiforladte - i hvert fald de to eksempler her fra. Den slags "tomme kalorier" er kommet for at blive. Men jeg vil give Strunge ret i at den ikke rigtigt bringer noget på bordet. Tafdrups digt er billedligt, og man bliver som læser nødt til at være grundig for at få noget ud af det. På samme måde er det med Strunges digt. Digtet er ikke bare en politisk opsang man kan sluge på et øjeblik for derefter at vurdere om man er enig eller uenig med forfatterens politiske overbevisning. På den anden side: hvis læseren skal blive bedre til at læse, skal digterne også være tilsvarende gode til at skrive. Det nytter ikke så meget at man læser og læser på et digt der bare ikke rigtigt giver mening. Det er som at bruge lang tid på at løse et puslespil hvor der mangler brikker. Jeg har taget videoen op fordi den altid vil være relevant: hvad er kunst, og hvad skal vi med det? Egentligt vil jeg mene den er mere relevant end nogen sinde. Denne her letfordøjelige underholdning har internettet uendeligt meget af. Tænk facebook som en uendelig digtsamling med brugslyrik a la ovenstående. Uendelige mængder af hjertesymbolik og kærestesorger/nyforelskelse. Hvis ikke de første par linjer fanger ens opmærksomhed, kører man bare videre til næste opslag. Derfor kan forlag blive tvunget til at udgive noget der med det samme fanger opmærksomhed. Digtere kan man fodre svin med, så vælg dem der sælger, og så kører møllen. Det er det samme problem pressen har. Hvis vi læser nyheder på samme måde, hvad vi sikkert gør, bliver aviserne nødt til at skrive tabloide historier for at få solgt deres aviser. Og så er vi igen fanget i en spiral af det her sukkerstads der ikke rigtigt gavner. Ansvaret er selvfølgeligt også redaktionernes. Hvis disse er for konservative, kommer der bare ikke andet end en masse lort til os læsere vi kan æde os igennem.
Sprog er noget vi bliver bedre til bla. ved at læse noget for os nyt. Noget vi endnu ikke har forstået. Samtidig er litteratur (herunder digte) en mulighed til os læsere. Vi kan bruge den til at komme steder hen vi ikke har været før, få ny indsigt. Det at forstå andre mennesker og verden omkring sig igennem andres sprog er vigtigt. Det gør os mere nuancerede, på den måde bliver vi mindre polariserede. Vi tror mindre på forestillingen om "dem vs. os", om det gode og det onde, om kærlighed og had osv. Skipper vi denne indsigt, bliver vi en samling krøblinge der er bange for alt det fremmede. Som sidder dagen lang og undrer sig over hvorfor andre lever et perfekt liv med forelskelse og tusindvis af venner, når man selv sidder på sit kummerlige værelse uden nogen at dele kærligheden med en trist søndag aften med facebook på telefonen. Og det værste er at det eneste vi gider at læse, er det vi med det samme forstår, og det der bekræfter os i vores forståelse af hvordan verden hænger sammen.
Index
Kommentarer
Del
Terminus
