Juleaften 2023
24.12.2023 | højtid
Så blev det juleaften. Det ser ud til at vi får en grå jul i år. Tilmed lidt tåget. Mørk og stormfuld. Ravaging Pia. Himlen åbner sig og sluger havet. Og julekugler og kravlenisser falder ned på stranden. Kondisko og lyskæder ligger spredt ud over stranden. PFAS-skummet lyser op. And since we've no place to go, Let it snow! Let it snow! Let it snow! Fordøjelsesbesvær? Keep on eating. Fyld traileren med tyvegodset. Og fra formiddagens hundeluftetur:
Udover juleaftensdag/juleaften er det jo også fjerde søndag i advent. Inspireret fra sidste søndag i advent er her en historie om krager:
Der sad engang to gråkrager på en container der lå på stranden. "Har du set den måge derude på den bundgarnspæl", sagde den ene krage til den anden, "hold kæft, den ser dum ud". "Skide være med den", sagde den anden krage, "men vidste du at alle krager er sorte". "Du er fuld af lort", sagde den første. "Nu skal jeg vise dig det", sagde den anden. Og så skubbede de to krager et køleskab der var drevet i land, ud i havet og roede i det til Samsø. I sælvigbugten mødte de et svanepar i en sø på en mark. Kragerne spurgte svanerne: "Har I nogensinde set en krage der ikke er sort?". "Næh", svarede svanerne, "alle ved at alle krager er sorte. Ligesom alle ved at alle svaner er hvide". "Hvor helvede ved I det fra", spurgte kragerne. "Har I måske nogensinde set en sort svane", spurgte svanerne. "Næh", svarede kragerne. "Nej, og derfor er alle krager sorte", svarede svanerne. "I er helt kortsluttede", sagde kragerne. Og så roede de til Kolby Kaas. Her mødte de en flok gæs der sad på taget af et gammelt kornlager og sked ned i en rusten trillebør. "Er det rigtigt at alle krager er sorte", spurgte kragerne. "Der er i hvert fald ingen sorte grågæs", svarede gæssene. "Hvor ved I det fra", spurgte kragerne. "Det ved vi fordi vi aldrig har set en sort gråand", svarede gæssene. Kragerne tog sig til hovedet. Gæssene tænkte. "Og derfor er der ingen sorte gråkrager", svarede gæssene så efter lang tid. "Men der kan selvfølgeligt godt være grå sortkrager, for vi har faktisk set en grå sortand". "Var det ikke bare en gråand", spurgte kragerne. Men det mente gæssene ikke. Nu blev det for meget for kragerne. Så de hoppede ned i køleskabet og roede det til Ballen. Her mødte de 2 sorte krager der sad på styrhuset af en kutter og åd en rådden fisk. "Er det rigtigt at alle krager er sorte", spurgte de to gråkrager. "Vi er i hvert fald", svarede de to sorte krager. "Men I er ikke", sagde de og hakkede løs i den rådne fisk, "Måske er I slet ikke krager". "Det var satans", sagde de to gråkrager, "hvorfor skulle vi slet ikke være krager?". "Jo", svarede de to sorte krager, "for har I måske nogensinde set en sort svane?", de trak i hver sin ende af fisken så den blev spændt ud mellem dem, "og har I måske nogensinde set en sort gråand?". Et øje poppede ud af hovedet på fisken og faldt ned på taget på styrhuset. "Derfor eksisterer der kun sorte krager". Nu gik fisken midt over, den ene krage faldt bagover, og det afpillede skrog drattede ned i havnen, den anden svingede fiskehovedet med efterfølgende rygben op i luften hvorefter begge krager baskede med vingerne og kragede for blæsende harpuner. "Nu kan det sgu være nok med det her", sagde den ene gråkrage til den anden. Så hoppede de ned i køleskabet og roede hjem til containeren og læste Kafka. Og de gav hinanden ilanddrevne kondisko og kaffemaskiner og iPhones i julegave. Og levede lykkeligt. No less.
Det gik sgu da nogenlunde, hva? Jeg må indrømme: den er inspireret af ravneparadokset.
Nu er det altså jul. De siger i radioen at penge er gud. Nogle steder er julen aflyst. Nogle steder er der krig. Vi så fjernsyn i går. På tv2 i reklamepausen: først en reklame for et nødlidende og udhungret barn. Derefter en reklame for julegaver til hunden. Pakket ind i lækkert papir og det hele.
Jeg kan huske julen da jeg var 10år gammel. Min storebror havde Doom II med hjem på 6 disketter. En eller anden havde moddet det. Så banerne var regnbuefarvede. Der var en knap til en dør i 6-7 bane. Den var forsvundet i regnbuefarverne. Så jeg kunne ikke komme videre før min bror sendte en anden version af doom på endnu flere disketter med posten. Der var selvfølgeligt en af disketterne postbuddet havde fået korrumperet med en magnet eller noget. Sikkert den sidste. Så halvanden time inde i installationen måtte vi nok give op. Og så skulle min bror sende flere disketter. Nå. Den juleaften spillede jeg Doom II. De gyngende bevægelser og anden bane med den der oversavede.
En anden jul (året før eller efter) fik jeg en Volcanic Island af min anden bror. Et dobbeltland der dengang kostede 100kr. Nu koster det vel 5k. Jeg har det desværre (virkeligt desværre) ikke længere. Men dengang skulle jeg klart bruge det til mit blå/røde fireball/mahamoti djinn-deck. I ved: tur 1 mana vault med volcanic. Tur 3 Mahamoti Djinn. Og så mana flare og til sidst en fireball. 20 liv gone! Kørt over af en flaskeånd og en ildkugle fra himlen.
Kan I nu alle have en vidunderlig jul!