Hvor blev digtene af?

21.01.2024 | digte

Hvor blev digtene af? Jeg tror det var i 2012. Jeg kan nogenlunde tydeligt huske det. Vi havde dansk A på Efterslægten, vi analyserede et eller andet Tom Kristensen digt. Og lige der tænkte jeg: hvor svært kan det være. Og så skrev jeg altså mit første digt. Jeg fik banket et skrivekursus op på Efterslægten med Frank Kjørup - min engelsklærer. Han skriver selv digte. Jeg udgav digte i Efterretningen - Efterslægtens skoleblad. Forfatterskolen (med Pablo Llambias som rektor) spyttede unge digtere ud. Jeg er ikke sikker, men jeg tror skolen i en årrække deromkring havde rekord mange ansøgere. Eleverne blev trykt i aviserne. De dukkede op i Ud&Se. Tidsskriftet Hvedekorn havde en eller anden mystik omkring sig. På hvedekorn.dk kunne man se smagsprøver på digtene, det var tidsskriftet hvor kun de bedste digtere (og debutanter) blev trykt. Der poppede et digt op om dagen på slagtryk.dk. Man kunne høre digte blive læst op på forfatterstemmer.dk. Og så var der alle os andre. Den gamle undergrund, siden digte.dk, var lukket. I stedet var der gruppen digte.dk på fb. Her skrev vi løs, delte og kommenterede som sindssyge. Der var fyldepennen.dk - dengang skete der noget på fyldepennen. Kommentarer en masse, kritik. Og der blev delt digte. Og midt i det hele rejste Yahya Hassan sig med sine autobiografiske ditto og slog salgsrekorder for hvad man kan opnå med genren.

I artiklen Digterne løb med opmærksomheden fra 2011 står blandt andet følgende:

Gyldendal-direktør Johannes Riis måtte gnide sine øjne, da bestsellerlisten for marts måned landede på hans skrivebord tidligere i år. Ingen i det gamle forlagshus havde nogensinde forestillet sig, at en digter, der ikke havde ladet høre fra sig i ni år, skulle kunne forvise en af Danmarks mest populære krimiforfattere fra førstepladsen. Men nu stod det skrevet sort på hvidt, med tørre tal i snorlige kolonner: Krimikongen Jussi Adler-Olsen havde abdiceret og overladt tronen til digteren Søren Ulrik Thomsen.

Samt:

Det begyndte med en prisregn: Montanas Litteraturpris gik i begyndelsen af året til Pia Juul for digtsamlingen Radioteatret, senere blev Janina Katz’ digtsamling Skrevet på polsk nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris og endelig valgte nobelpriskomiteen for første gang i årtier at tildele verdens mest eftertragtede litterære udmærkelse til en lyriker, nærmere bestemt til Sveriges store nationalpoet Tomas Tranströmer.

DR var med på bogforum og lavede en konkurrence om at digte: dr-talentscene 2013. Med Lars Bukdahl (der er redaktør på hvedekorn) i dommerpanelet. Jeg synes jeg kan huske ham tale om x-factor for lyrik. Tænk på et tv-program a la x-factor bare for digtere. Det er der i hvert fald ikke tale om længere.

De førnævnte elever fra forfatterskolen skrev klummer i aviserne/gav interviews. Der blev delt ud af deres underlige abstrakte forhold til sproget og deres digte. Feks. fra Olga Ravn skriver om ... fra 2012:

»Mens jeg skriver, befinder jeg mig ofte i en slags samtale med den litteratur jeg holder af. Jeg ved præcis, hvordan digtet skal være, hvornår teksten er god, hvornår den er færdig. Senere, langt tid efter at jeg har skrevet det, kan jeg få oplevelsen af ligesom at vågne op og se på teksten, som om det er en anden, der har skrevet den. En som samtidig er mig. Der er en skam forbundet med det. Skam over at være den, man er, at man skriver, som man skriver, føler, som man føler. Det er frygteligt,« fortæller Olga Ravn.

Eller fra Det perverse pigeblik fra 2014:

»Min måde at skrive på,« forklarer Lind, »kommer jo af en inderlig, ren fascination af det yndige sammen med bevidstheden om, at det yndige kværker en, så snart det bliver for meget. Lige så fascineret man er af det pigede, lige så interesseret er man i det svulstige, i for-meget-heden. Nysselighed er jo netop ikke rod, kaos, men så snart det nysselige nips ophobes, bliver det vulgært og væmmeligt: en kæntret bunke nips. Så snart du har mere end fem pynteting – muslingeskaller og duftlys – er de ikke længere smukke, men hysteriske.«

Der var et dr-program i fjerneren med forfattere hvor Josefine Klougart dukkede op side om side med Carsten Jensen. Hele hendes forfatterskab er et udtryk for tiden: en udmattende måde at associere billeder på med alt fra opvaskesæbe til hav og læhegn. Og det i en uendelighed. Hvis der ikke var den her poesicraze, hvem ville så gide at læse den slags? Feks. fra Ildrøde æbler mod knust himmel:

I Klougarts tredje roman, Én af os sover, er der en tendens til, at billederne ikke falder i lange rækker, men holder sig til to led. Underlæben er flækket som en blomme, bærbuskene hælder ind over stien som stående passagerer, grøden bobler under sin hinde som en bullen finger. Metaforens elementære operation: ét billede lægger sig oven i et andet. Frem for en kaskade eller flugtlinje bliver billederne en skvulpen, et bølgende frem og tilbage, en isbræ.

Jeg har før skrevet om at det at digte først og fremmest er en overfladisk sproglig handling. Altså at det at digte handler om sprog. Feks. i De to måder at skrive digte på. Eller i en artikel om Poetisk funktion. Man kan mene hvad man vil om Klougart, men hendes romaner er så sproglige at jeg vil påstå at de først og fremmest er poetiske. Og det at folk læser hende, har at gøre med at folk søger sproglige oplevelser. Hun blev indstillet til nordisk råds litteraturpris. Så ramlede hun ind i en række dårlige anmeldelser. Og nu er hun måske gået lidt i glemmebogen.

I samme periode kom der en række romaner fra Christina Hesselholdt der også var hyper sproglige. Fra Det sprogende sprog fra 2012:

Nu kører debatten igen om Christina Hesselholdt på den litterære blog Promenaden. Kritikeren Susanne Christensen (der blandt andet skriver for norske Klassekampen) har på Tue Andersen-Nexøs Facebook-profil kommenteret hans anmeldelse af Hesselholdts tredje bind i Camilla-serien. Denne kommentar gengiver Kristeligt Dagblads kritiker Mai Misfeldt på Promenaden og undrer sig over, at Susanne Christensen mener, at Hesselholdt blot skriver »sprog, der sproger«, men ikke handler om noget. Men det fik hende dog til at tænke på en anden forfatter, der får en helt tredje forfatter reduceret til sprog, der sproger. Misfeldt skriver om Josefine Klougarts forord til den netop genudgivne Mrs. Dalloway – både Hesselholdt og Klougarts store inspirationskilde – af Virginia Woolf: »Det er et meget indfølt forord, som virkelig kredser om, hvordan sproget sproger, men som ikke fortæller mig som læser noget om, hvem forfatteren er, og hvad romanen egentlig handler om. Faktisk får man nogle gange indtrykket, at Woolf skriver om alting og ingenting, men i alle fald ikke om noget konkret. Det er ærgerligt, for ja, sproget ér en nydelse hos Woolf, og det handler også om sproget, men som jeg læser Mrs. Dalloway så handler det også om samfundet, om sociale forskelle, om sindssyge, om angst og om kvinders undertrykkelse.«

Der er i dag (virker det til) et poetisk miljø på nogle sociale medier. Feks på instagram. Fra artiklen Instagrampoesi er ...:

»Jeg oplever, at man som digter skal arbejde hårdt, for at ens kunst bliver husket og brugt tid på i den informationsstrøm, der er på de sociale medier. Det lærte jeg på den hårde måde i starten. Jeg har fået at vide, at min poesi godt kan være lidt langhåret, og jeg har måttet cutte nogle af mine tekster ned. De skal være under en halv side i hvert fald, er min erfaring. Ellers gider folk ikke rigtig bruge tid på at læse det,« siger Christian Freund.

SoMe-miljøet virker dog sprogligt degenererende - man skal jo her hele tiden tilpasse sit sprog og det man poster, til dem der læser det. Og jeg tvivler på at der kan være sproglig kreativitet og nytænkning et sted hvor læseren har alt at skulle have sagt. Faktisk er jeg overbevist om at poesi på instagram konvergerer i form mod alle andre instagram-opslag. At det poetiske ender med at blive et hashtag: #poesi. At dette hashtag er det eneste der gør det til poesi. Derudover er jeg alvorligt bange for at poesi på insta bliver overset hvis der ikke er et medfølgende billede - noget artiklen også er inde på. Jeg vil mene at Tobias Rahims digtsamling "Drømme maler virkeligheden" er i denne instapoesi-kategori. Fra anmeldelsen For det meste har Tobias Rahim bukser på, ...:

Det synes jeg egentlig ikke bogens tekster er. De fleste af »digtene« er ikke digte i nogen normal forstand, men mere skriblerier til højre og venstre. Det føles som at læse sig gennem en notesbog, der slet ikke er tiltænkt udgivelse. Bogens sætninger er tydeligvis hurtigt tænkt og hurtigt skrevet, fulde af stavefejl og overstregninger, fulde af let bombastiske udsagn, der på én gang er følsomme og skråsikre. De er en sjov blanding af selvhjælpsforestillinger, forsøg på at formulere en indre smerte og den slags lommefilosofiske udsagn, man kunne finde skrevet på væggen på et offentligt toilet.

Det er præcist sådan jeg forestiller mig instapoesi. Bortset fra at Tobias' digte er ledsaget af billeder af ham nøgen med pik og det hele. Den går sikkert ikke på insta.

Fra 2011 og til i dag. Rigtig meget fiktionslitteratur handler om klimakrise, feminisme, politik, kønsroller eller den slags. Det er som om dansk fiktionslitteratur ikke har eksistensberettigelse hvis det ikke understøtter en holdning til et eller andet. De førnævnte forfatterskoleelever skriver om graviditet og deres forhold til kroppen. Eller om klimakrise eller fattigdom. Det skal der selvfølgeligt være plads til. Men hvad blev der af skønlitteratur hvor sproget og udtrykket er i fokus?

Derudover er der undergrundsscenen. digte.dk på fb er ret død. Diverse platforme for digte rundt omkring er heller ikke super aktive. Dem der skrev der, er måske flyttet over på insta hvor man skal tilpasse det man skriver, til platformen (og underliggende algoritmer) for overhovedet at blive set. Så i stedet for sproglig opfindsomhed får vi billeder ledsaget af en inspirational quote eller et selvhjælpscitat.

Fra førnævnte artikel (Digterne løb med opmærksomheden):

Trangen til at løsrive sig fra de etablerede forlag er allerede til at få øje på. De seneste år er en række små, nye lyrikforlag piblet op af den litterære undergrund med navne som Hurricane, After Hand, Forlaget 28/6, Arena, Basilisk, Bebop og Forlaget Hjørring.

Mange af de her små forlag er forsvundet. Eller også tager de ikke imod et uopfordret manus. Slagtryk var noget engang. Siden virker smådød. Det poetisk sproglige havde nok sin storhedstid engang. Jeg er med på at det ikke er for alle at nørde sprog i et digt. Eller læse en hel roman der sejler rundt i metaforer og billedsprog. Men jeg synes alligevel det er synd hvis sproglig kreativitet skal kyles i graven. Det har den ikke fortjent.

Det kan godt være jeg bare er røget out of the loop. Promenaden (snapshot fra 2014) nævnt ovenover var en blog for en række forfattere hvor de skrev om alt muligt litterært. Et slags blok-kollektiv. Den lukkede på et tidspunkt mellem 2014 og 2020. Er skribenterne herfra bare flyttet over på twitter/X? Var jeg bare i et sprogligt ekkokammer i perioden omkring 2013? Jeg ved det ikke. Men jeg savner det må jeg indrømme.

Var det der bare aldrig?

Var det der aldrig rigtigt? På et tidspunkt kom det i nyhederne at aktuar er den bedst betalte stilling. Så søgte alle ind. De fleste fandt ud af at det er en kedelig/svær uddannelse. Og så droppede de ud igen. Er der sket lidt af det samme her? Søren Ulrik Thomsen sælger af en eller anden grund godt et år. Forlagene griber chancen og opsøger lyrik til udgivelse. Anmeldere hopper med på vognen og anmelder al den her lyrik. Medier skaber interesse - dagblade og selv dr går amok i digte. Folk begynder at snakke om Klougart og Søren Ulrik Thomsen. Strunge bliver populær igen. Folk får drømme og ambitioner, det vælter ind med ansøgninger på forfatterskolen. De tager kun 12 elever om året. Derfor opstår alternativer man kan betale sig fra. Salget af digtsamlinger stiger i det hele taget. Der dukker interviews med forfattere op på youtube, i aviserne, på tv. Oplæsninger på cafeer. Forhold til sprog i radioen. Hvordan var din barndom, har du altid skrevet? Hvad fik dig til at skrive? Forlag der holder kursus om hvordan man bliver udgivet - selvfølgeligt mod betaling. Endeligt kan vi bruge vores penge på at udleve vores inderste drømme. Endeligt kan vi købe os til selvrealisering og dermed lykke. Og så åbner vi en af de her digtsamlinger vi har købt. Og finder ud af at det der står i den, ikke er særlig tilgængeligt. Og så får vi børn og et job, og der kommer noget andet i tv vi kan interessere os for.

Måske er der bare en kerne af mennesker der virkeligt synes digte er det fedeste. Og måske er størrelsen på denne gruppe uændret. Måske er det bare alle de andre der skulle med på vognen for en kort bemærkning. Problemet er at jeg mener internettet er perfekt til at skabe digter-undergrunds-miljøer. Og de er desværre forsvundet for mig.

Index Kommentarer Del