Forside/Blogaden
Tekster
UfNet
Musik
Nørderier
Linktree
FB
Om
Jeg er begyndt at skrive insta-poesi. Selvfølgeligt er der noget der hedder det. Jeg kan da lige starte med at bekende kulør: jeg hader platformen, og jeg er helt overbevist om at den ikke bidrager med noget som helst til det poetiske. Men så alligevel. Altså jeg lægger digte op på profilen helt_tungnemt. Du kan også læse digtene her på siden: dk.brkmnd.com/instapoesi
Jeg ved godt hvorfor det startede. Det fascinerer mig helt vildt når vi kan forholde os analytisk til det output vi selv producerer. Jeg har allerede skrevet om De to måder at skrive digte på. Hvis vi kan forlade den indre digter, kan vi selv bestemme vores output. Jeg prøver lige at forklare på en mere konkret måde. Antag at jeg er musiker og godt kan lide at lave dyster musik i mol og med dystre tekster om klimakrisen. Nå. Men for at leve af min musik sælger jeg samtidig festsange. Ja, ik. Mine festsenge skal skrives på et helt andet grundlag. De skal være i dur og med glade tekster om dans og kærlighed. For at det kan lykkedes, bliver jeg nødt til at have en forståelse for musik. Jeg bliver nødt til at kunne kende forskel på mol og dur. For ikke at tale om forskel på dystre tekster og festtekster. Sagt på en anden måde: instadigte er en mulighed for mig for at skrive på en måde jeg ellers ville kalde lommepoetisk.
Som med festsange: selvom det kan virke som en ligegyldig genre, bliver man ikke en god festsangforfatter af at se ned på den. Eller også gør man. Jeg er ikke sikker. Men det her instadigtning. Jeg har lavet noget research for at finde ud af hvad der fungerer af digte på platformen. Det er et tosidet sværd (er det ikke sådan billedet er?): På den ene side får jeg mine "digte" ud til en masse potentielle læsere. På den anden side køber jeg mig ind på instas måde at vurdere hvad der er god og hvad der er dårlig "content". Jeg skriver op mod deres økonomi. Og den er jeg ikke enig i. Så jeg producerer lortedigte til en platform der i forvejen er fuld af lort.
Der er det her afsnit af Deadline om Cillemouse. Hun har en instaprofil hun tjener over en million på om året. Samtidig har hun skrevet en bog om problemet med instagram og kulturen omkring og den effekt denne har på specielt unge kvinder/piger. Hun har selvfølgeligt ikke lyst til at lukke profilen. Nå. I forlængelse af Deadline-udsendelsen: Jeg forestiller mig det her spektrum på insta. På den ene side fremstår Cillemouse som autentisk. Altså hun deler ud af sig selv. På den anden side er der et glansbillede-problem. Det hun deler, er iscenesat. Hun deler billeder fra lækre feriedestinationer eller fra fancy restauranter. Læg dertil de filtre der er på billeder som giver forskruede skønhedsidealer. Altså et spektrum der går fra autentisk til iscenesat. Vi laver det da bare lige:
autentisk ---- iscenesat
Sådan. Vi har:
En anden ting der går igen på instagram er inspirational quotes. Feks:
Vi kan tilføje endnu et spektrum: fra det inspirererende/motiverende til det demotiverende. Eksempel på det sidste er digte om ulykkelig kærlighed. Eller hvordan man har det i samfundet/det at samfundet ser ned på en.
Godt. Forestil dig et kryds med de her to spektre. Altså øverst er der "motivation", nederst "demotivation". Til venstre er der "autentisk", til højre "iscenesat". Motivation på SoMe-platforme handler om at bruge penge. Det er hele eksistensgrundlaget for de her platforme. Motivationen for at lægge digte op på insta er jo ikke at bidrage til det poetiske. Den er at høste likes så ens brand får mulighed for at blomstre. Det kan godt være man bare søger likes og dopamin. Men det er jo stadig en form for økonomi. Pointen her gør spektrummet mindre kompliceret. Motivation på insta vender mod hvad insta står for, nemlig at få succes inden for deres egne kriterier. Vi har spektrummet givet som:
Jeg vil vove den påstand at man bliver nødt til at være inde for krydset her for at opnå noget på instagram. Og at intet inden for krydset har kunstnerisk potentiale. Jeg støder mest på digte inden for motivations/demotivations-aksen. Ofte giver digtene også udslag på den anden akse. Nogle af de mest populære digtere på insta skriver digte a la:
der er dage hvor ordene trænger sig på men hvor jeg bare kæmper med at få luft
Der er en gruppe af digtere der skriver om sammenligningskulturen på insta. Hvorefter de så poster digtene på insta. Ligesom med Cillemouse. Altså ubehag ved platformen som de samtidig overgiver sig til. Det skal vel fremstå autentisk. Jeg ved ikke om det måske i stedet er iscenesat. Gør de det fordi de ved der er et publikum for det? Eller fordi de virkeligt er fanget i afhængighed til platformen?
Der er digte af den slags der er en fuckfinger til ekskæresten. Af den ene og/eller den anden slags. De læner sig klart mod det autentiske. Men de har også et motiverende aspekt - at komme videre, at vide at jeg'et i digtet er bedre end eks'en osv.
Der er digterne der næsten får fat i sproget, der næsten producerer noget der er minder om noget kreativt. Jeg har på fornemmelsen at disse er de eneste digtere på instagram der rent faktisk læser digte. Dem jeg har læst, snubler dog alle sammen i de sammen GAS-sætninger, måne/sol-metaforer og klodsede forsøg på bogstavrim. Alt det jeg selv engang synes var fedt, men som nu efter 10 år med at læse og skrive digte bare keder mig. Nogle gange bliver digtene i denne gruppe så abstrakte at de sprænger instakrydset. Fortælleren her bliver ydre, der mangler bare i den grad noget sproglig pondus. Og når jeg er inde på de profiler, er det åbenlyst de digte der alligevel rammer inden for krydset, der er de mest populære. Feks. digte a la
bor jeg i hjernens grå fængsel af tanker eller i hjertets flammende sol med dig
Eksemplerne indtil videre er skrevet af mig selv. Jeg gider ikke at udstille. Men der er dog en digter jeg nogenlunde godt kan lide. Det er @lortelyrik. Digtene her falder ofte stadig inden for instakrydset. Men der er nogle ydre sproglige vendinger der står ret skarpt. Og så er der et forsøg på at vise noget om fortælleren. Dette er en af mine helt centrale problemer med instadigte, og det er relateret til krydset. Det iscenesatte er kunstnerisk ligegyldigt. Det kan ikke fortælle os noget vi ikke ved - det handler om at opnå det perfekte, rigdom og den slags. Men det kan det autentiske. Hvis det autentiske er et forsøg på at få mig til at føle medlidenhed med fortælleren, bliver det som om fortælleren taler ned til mig. Denne prøver at forklare mig hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert. Men! Hvis det autentiske fortælles nøgternt - en feks. ubehagelig eller moralsk tvivlsom situation som fortælleren samtidig ikke tilføjer moralske forklaringer. Ja, så har vi noget jeg som læser selv skal forholde mig til.
Dette autentiske er bare ikke relevant på instagram. Jeg mener hvor tit oplever vi hver især noget der vitterligt er interessant for andre mennesker? Ikke særlig tit. Det ville jo så ikke kunne blive til særlig mange digte. Men vi er heldigvis udstyret med en fantasi. Altså gå the instaway og lav noget iscenesat. Eller gå den anden vej og brug din fantasi.
Min pointe er at alt der har kunstnerisk relevans, ikke kan være autentisk. Det kan tage udgangspunkt i noget autentisk, men det bliver nødt til at være opdigtet for at engagere læsere/lyttere osv. Det kan ikke være iscenesat. Det motiverende er ikke kunstnerisk, og slet ikke det der motiverer os mod SoMe-platformenes bovlamme økonomi. Det ikke-motiverende er ligegyldigt. Vi har alle været der. Vi får ikke noget ud af at få at vide at andre også har haft kærestesorger/ikke passer ind i samfundet.
Kunst skal forlade alt det her. Det skal have generel relevans. Og det får det ved at få fat i det ydre - ved at lege med sproget, med måden der males på, med den form musik kan have osv.
Fordi det er markant anderledes end hvad jeg ellers plejer at skrives. Det giver mig mulighed for at lave festsange. Når det er sagt: jeg har et ret stort problem med det lukkede landskab insta er. Det virker ikke til at dem der digter derinde, læser andres digte - i hvert fald ikke digte uden for insta. Dette er jeg sikker på er med til at digtning på insta aldrig vil blive bedre. Der kommer aldrig friske ideer ind på platformen. Og jeg er ikke interesseret i at få folk ind på platformen for at læse mine digte. Faktisk vil jeg alvorligt opfordre til at man søger andre steder hen. Gå på biblioteket og læs rigtige digte i stedet. De digte jer lægger op derinde, er digte skrevet til platformen. Jeg ser dem ikke som gode digte. Det er et forsøg på at passe ind. Gode digte passer ikke ind. Jeg mener selv jeg skriver bedre i andre sammenhænge. Tag det for hvad det er. Indtil jeg lukker profilen derinde.
Index
Kommentarer
Del
Terminus
