Aftermath til den berømte Bazaar-udsendelse (1984) fra bogen Dengang i 80erne

15.04.2025 | digte

Jeg har før skrevet en artikel om den berømte Bazar-udsendelse fra 1984 med Michael Strunge, Pia Tafdrup, Kristen Bjørnkjær, Lola Baidel som gæster og Jens Winther som vært. Find den her. Og videoen kan da komme ind her hvis det er:

Nu er jeg så stødt på efterdønningerne i bogen Dengang i 80erne fra 2003 af Henrik Vesterberg og Martin Kongstad. Det er en bog med anekdoter fra 80erne. Jeg fandt den sgu på Samsø bibliotek of all places. Nå. I den er alle de i 2003 levende fra bazar-udsendelsen blevet vist udsendelsen igen og derefter interviewet om hvordan de har det med den osv. Derudover har bogen Strunge-citater fra interviews mellem Strunge og litteraturprofessoren Anne-Marie Mai. Jeg har sakset hele molevitten. Jeg tvivler på at nogen tager til Samsø for at låne bogen. Og det er sgu da synd hvis alle de her hengemte intriger bliver til mos på en sten der ruller i havet fra Nordby bakker. Ja.

Første del i bogen er en transskription fra hele programmet. Se videoen herover i stedet.

Efter transskription kommer noget indledende beskrivelse:

Der blev skrevet litteraturhistorie på tv i Bazar i april 84. Uheldigvis har Danmarks Radios arkiv slettet sine bånd med denne og de fleste af de øvrige Bazar-udsendelser, der blev vist i årene 82-86. Gennem en bekendt fik udsendelsens tilrettelægger Jens Winther for få år siden sin egen VHS-kopi af udsendelsen. De medvirkende, der stadig er i live, har på en kopi af denne kopi genset tv-diskussionen og fortæller her om deres oplevelser og tanker om denne mærkelige tv-aften.

Nævnte vhs er vist den der er en version af herover. Vist nogenlunde i sin fulde længde.

Tirsdag aften, den 3. april 84. Klokken er 21:55. Poul Borum står foran en bogreol med blikket fast rettet mod et tv-kamera. Han virker meget bevidst om, at billedet af ham og lyden af, hvad han nu siger, går direkte ud til mere end 400.000 mennesker foran tv-apparaterne landet over. I et hæsblæsende tempo redegør digteren og litteraturkritikeren i løbet af de næste fire minutter for udviklingen inden for de seneste 25 års danske lyrik.

Programmet starter med noget sludder og vrøvl fra Poul Borums om generationer:

"I kunsten varer en generation otte år," siger Borum. "Hvert femte år kommer der en ny. Det vil sige: Man har fem år til at danne en ny generation. Det sker, fra man er 17 til 22 år. Så har man tre år til for alvor at træde frem. Derefter får man travlt med at etablere sig og være individualist. Det gør man fra man er 25 til man er 30 — og så går man i stå. Sådan har det været i århundreder — hvad enten digterne er enige i det eller ej. Sådan er det bare,” konstaterer Borum og fortsætter: Så Michael Strunge og Pia Tafdrup er allerede forældede. Eller rettere sagt: de er nået til det individuelle stade, hvor de ikke behøver at markere sig som generation længere. Men det er vigtigt, at nogen træder frem og markerer sig som generation, fordi de på den made føler en samhørighed med hinanden og udtrykker noget, som en hel generation ikke ved, den føler. Men alligevel føler.

Mange andre, mere mumlende, stemmer, høres nu, hvor kameraet zoomer bort fra Borum og viser, at der er andre mennesker foran bogreolen. Omkring et lavt bord sidder fem personer: Pia Tafdrup og Michael Strunge på den ene side og to andre digtere, Kristen Bjørnkjær og Lola Baidel, på den anden. For bordenden troner tv-udsendelsens tilrettelægger, journalisten Jens Winther. På stolerækker uden om sofabordet sidder omkring 30 unge mennesker.

Og vi går igang:

"Digterne ved ingenting," lyder det et sted fra, mens man ser Poul Borum samle sine papirer sammen og bevæger sig ud af billedet. "Ja, vil du sige noget, Michael?," spørger den hyggeligt udseende, skæggede Jens Winther. "Jeg siger bare: digterne ved ingenting," gentager Michael Strunge. Han er 26 år. Fra han var 20, har han haft status som en af de betydeligste digtere i det nymodernistiske opbrud i litteraturen, der siden slutningen af 1970’erne er blevet mødt med stigende opmærksomhed. Lige netop i disse år er han mere omtalt og populær end nogensinde: Han er kommet på finansloven og er netop blevet hædret af Det Danske Akademi, optræder hyppigt i medierne og ved oplæsningsarrangementer i Danmark og i det øvrige Skandinavien. Men personligt føler han sig udbrændt i forhold til digtningen. Tidligere på året, har han udgivet sin niende digtsamling, Væbnet med vinger. På bogens sidste sider proklamerer Strunge, at det bliver hans sidste bog.

Den her dyrkelse af Strunge er omdrejningspunktet for både udsendelse og bog.

"Tal for dig selv," ler en kvindestemme hånligt. Det er Lola Baidel, der sidder på den anden side af bordet. Hvorvidt hun er digter er blandt andet, hvad samtalen senere kommer til at dreje sig om. Hun har udgivet en roman og i alt fem digtsamlinger, blandt dem nogle af de mest populære og bedstsælgende værker på det skønlitterære bogmarked inden for de seneste år. Hendes udgivelse i 84 hedder Døren er åben. "Digterne ved ikke noget?," gentager Jens Winther spørgende. "Nej," svarer Michael Strunge. Jens Winther fortsætter nogenlunde uanfægtet præsentationen af de øvrige medvirkende i samtaleprogrammet: Repræsentanter for hvad Winther betegner som henholdsvis 70’er- og 80’er-lyrikken. Han bruger også betegnelserne brugslyrik og modernisme. "Hvor skifter retningerne inden for digtningen? Og hvorfor sker sådan noget egentlig? Det vil de fire digtere diskutere her i aften," siger Jens Winther. Det er kun med den allerbedste vilje, man kan sige, at det er sådan, det kommer til at gå. Men de, der overværer de følgende tyve minutters fjernsyn, kan ikke være i tvivl om at retningen er skiftet her i 80’erne. Og at digterne i studiet er forskellige. Meget forskellige.

Hele omdrejningspunktet for den her aftermath (fra nu af Di80) er at selve programmet var et slagsmål for åben skærm. En fight om hvad rigtig poesi er, og hvad det ikke er. Kritikpunktet fra de fleste medvirkende i Di80 virker til at være at en sammensat nok diskussion om poesi ikke kan bringes på tv. Det kan mediet ikke. Vi har altså en god og indholdsrig diskussion på den ene side og godt tv på den anden.

Her kommer vi så til planlægningen af programmet:

Ugen før udsendelsen skal gå i luften, har Jens Winther og hans medtilrettelægger og researcher, Dino Raymond Hansen, haft et kort møde med hver af de fire digtere. Og også med en femte, der dog ikke kommer til at medvirke direkte i diskussionen:

Lad os få nogle interviews på bordet:

Søren Ulrik Thomsen: Jeg skulle møde Jens Winther og hans researchere inde på Restaurant A Porta på Kongens Nytorv. Han kom meget senere, end hans medarbejder og jeg. Og så snart han kom ind ad døren, gik han, nærmest uden at præsentere sig, i gang med at stille mig en byge af spørgsmal. Jeg opfattede det, som om det drejede sig om at finde ud af, hvordan jeg ville kunne gøre mig på tv. Det endte med, at han sagde, at den slags kunne man ikke sige på skærmen. Jeg må have sagt nogle ret radikale ting, som at mine digte ikke handler om andet, end at den der sidder og læser dem lige nu, sidder og læser dem lige nu. Det var den slags, der var i mit hoved i den periode. Jeg havde netop skrevet første del af det, der senere blev til min poetik, Mit lys brænder. I øvrigt brød jeg mig heller ikke om Jens Winther. Han signalerede, han var "en stor, varm skæg-fyr," som det hed i Informations kontaktannoncer i 70’emne. Men han var ikke en varm person. Jeg opfattede ham som en kynisk person, der havde lagt det hele til rette som en romersk arena, hvor Lola Baidel og Kristen Bjørnkjær skulle kastes for løverne.

Jens Winther: Vi havde oprindeligt spurgt Søren Ulrik Thomsen, om han ville medvirke. Men han kunne ikke lide mig. Jeg mødtes med ham og forelagde vores idé, og da vi skiltes gav han mig et vådt håndtryk og sagde, at nu ville han gå ud for at købe en fisk i stedet for.

Pia Tafdrup: Den 18. februar 84 var jeg med til et researchmøde med Jens Winther og Dino Raymond Hansen fra Bazar-redaktionen på Le Chevalier Blanc, hvor jeg blev budt på middag. De kendte Michael. For dem var han en frontfigur, og de var helt sikre på, at Michael skulle med i udsendelsen. Men det var tilsyneladende også det eneste, de havde besluttet. Jeg tror, de havde indkaldt mig til mødet, fordi jeg i 82 havde stået for en antologi af ny dansk poesi, der hedder Konstellationer, hvor jeg forsøgte at vise den mærkelige overgangsfase, vi befandt os i. Det var en antologi, der demonstrerede spændingerne og polerne i dansk lyrik lige i de år. Jeg tror, jeg blev hentet ind for at blive udspurgt om, hvem de kunne invitere med, og hvad der kunne være emnet før udsendelsen. Jeg foreslog blandt andre Søren Ulrik Thomsen. Jeg kan også huske, at jeg foreslog begrebet "virkelighed" som emne. På mødet forstod jeg ganske enkelt ikke, hvad Jens Winther sagde, og hvad han ville. På den ene side var det, som om han ville spørge mig til råds. På den anden side havde han nogle meget faste forestillinger om, hvad han ville. Efterhånden opgav jeg samtalen med ham. Researcheren, Dino Raymond Hansen, kom så til at overtage Jens Winthers rolle, for vi forstod godt hinanden. Det siger jo noget om, at Winther havde en idé allerede på dét tidspunkt. Hvilken fangede jeg så ikke. Men han ønskede tilsyneladende en konfrontation. Derfor oplevede jeg mødet som meget aparte og gik derfra med en usikker følelse.

Mere baggrund:

Jens Winther mødes alene med Strunge et par uger før udsendelsen og snakker med ham tre kvarters tid på baren Floss i Larsbjørnsstræde i København, med Lola Baidel holder han et lignende møde på Krasnapolsky, der ligger lige om hjørnet i Vestergade. Journalisten sætter digterne ind i programmets tema, generationsbegrebet. De snakker lidt frem og tilbage om dét, og om hvilket af deres egne digte, der vil være egnet til at læse op i programmet. På den made var der ikke noget usædvanligt i tilrettelæggelsen af denne udgave af det litterære tv-magasin, Bazar, der med udsendelsen den 3. april skulle afslutte sin tredje sæson. Møderne ude i byen var den eneste forberedelse, deltagerne havde sammen med tv-folkene. I dag udtrykker Jens Winther det sådan, at man jo befandt sig i en anden tid end nu, hvor "alle improvisationer på tv skal være skrevet ned i forvejen". Reglen var, at når deltagerne modtes ude i sminkerummet en times tid, før udsendelsen gik i luften, så måtte man tale om hvad som helst. Bare ikke om hinandens bøger. Men allerede dér fik stemningen imellem Strunge og Baidel en særlig ladning.

Lola Baidel: Han sagde: "Goddag, jeg hedder Michael Strunge. Vi har vist ikke hilst på hinanden før." Han gav mig et kort håndtryk, vendte ryggen til mig og fortsatte sin snak med Pia Tafdrup. Men vi havde faktisk hilst på hinanden før. Det var nogle år tidligere. En aften nede på Café Dan Turéll. Dengang kom han hen til mig, præsenterede sig, og fortalte, at han skrev digte. "Jeg har også læst dine, og jeg er så begejstret for dem," sagde han så, og jeg sagde: "Tak, det var sødt af dig at sige det." Mere var der ikke. Men jeg var altså ikke blevet orienteret om, at han pludselig var blevet sur på mig. Fra den aften på Dan Turell huskede jeg ham som en sød, gulerodshåret, glad fyr. Men hvad jeg mødte derude den aften, var en indelukket, aggressiv, sort, vred ung mand, eller snarere én der virkede, som om han var trukket op i ryggen og spillede rollen som vred ung mand. For han var ikke vild. Altså jeg har arbejdet med narkomaner og på ungdomsinstitutioner, rigtig vilde, desperate mennesker. Michael Strunge var ikke vild. Han var villet.

Pia Tafdrup: Der foregik ting ude i kulissen, der var meget mærkelige. Vi var som et kobbel hunde, der blev pudset på hinanden, før vi skulle i studiet. Blandt andet ville Lars Hug og de andre ikke optræde der, hvor de fik besked på, at de skulle stå, og det forsøgte de at få ændret. Jeg kan huske, jeg sagde, at jeg ville stå op, når jeg skulle læse mit digt, og det ville Michael også. Men det var udelukket, det måtte vi ikke. Hvis vi rejste os, ville de kun filme vores navle. Så der var forskellige kampe, der udspillede sig lige i minutterne, for vi skulle på. Michael rejste sig selvfølgelig op, da han skulle læse, mens jeg pænt blev siddende. Søren havde sine grunde til at vælge ikke at deltage i den samtale, der skulle finde sted. Jeg tolkede det, som om der var noget igang imellem ham og Michael. Men det står for min regning. Søren talte aldrig om det. Kun Michael. Hvis Søren ikke kunne lide Jens Winther, var det muligvis, fordi Jens Winther allerede havde besluttet sig for, at Michael var frontfiguren. At han ikke forestillede sig, at der måske kunne være flere frontfigurer i samme generation, ligesom der inden for den nye poesi kunne være flere retninger, der var ved at udvikle sig samtidig. Jeg syntes det var mærkeligt, at Søren ikke deltog i samtalen, men blot stod og mimede som en bifigur til Lars Hugs Optræden. Inden udsendelsen begyndte, sad Michael og jeg og snakkede. Lola kom hen til os og sagde noget, som var så vanvittigt, at jeg ikke vil referere det til din båndoptager. Jeg ønsker ikke at gentage det. Men det var under bæltestedet — i bogstaveligste forstand. Men i hvert fald var der en konfrontation mellem os, lige før vi skulle ind i studiet, og jeg tænkte: "Hvad er det, vi har med at gøre? Før udsendelsen gav Michael mig sin nye bog, Væbnet med vinger — han skrev en dedikation i den: "Kære Pia. Vi ses på skærmen! Kærligst Michael." Det var bare så meget Michael, han var i den grad levende, når han var i medierne. Lige da han skrev det, syntes jeg, den var morsom, men bagefter må jeg sige, at det forekommer grotesk. Man kan jo se på den, hvad Michaels problem var. Det var jo, at medierne betød så uendelig meget for ham. Han var allermest levende, når han var der, og hvis der var stille i en periode, fik han det forfærdelig dårligt. Ikke at hans problem kun var, at der ikke var fokus på ham. Men han blomstrede virkelig op, når han var på skærmen. Michael reagerede, symptomatisk for ham, meget emotionelt i den udsendelse. Han var et decideret følelsesmenneske. Der var meget, han ikke forstod. Søren Ulriks poetik kunne han for eksempel slet ikke forstå. "Er det så vigtigt, hvad der står i den?," spurgte han. "Kan du ikke prøve at forklare mig, hvad der egentlig står?". Når vi gik tur langs Søerne, forsøgte jeg efter bedste evne at fortælle Michael, hvad det var, Søren Ulrik havde skrevet. Michael læste meget, men reagerede udpræget følelsesmæssigt på det. Det var i den forbindelse, jeg oplevede nogle spændinger mellem ham og Søren Ulrik.

Mere baggrund:

Michael Strunge havde forberedt sig grundigt til udsendelsen. Ikke bare mentalt. Da de dagen før talte i telefon sammen, havde han og Pia Tafdrup aftalt, at de begge skulle være klædt i sort og rødt, når de skulle i fjernsynet. Samme dag havde han købt et hårfarvningsmiddel med farvebetegnelsen 'Tulipansort' — et navn digteren var meget begejstret for. Det meste af dagen havde han tilbragt med at farve håret hjemme i lejligheden i Webersgade. Det var bestemt ikke første gang, Strunge indfarvede sit hår, men heller ikke tilfældigt, at det skulle ske den dag, han skulle på tv. Effekten udeblev ikke: Det gnistrende sorte har, et tykt lag eyeliner og mascara omkring øjnene, knaldrøde skjorteflipper over en mørk sweater bidrog stærkt til iscenesættelsen: storbyindianer, en levende anarkistfane. Den mediebevidste digter lignede ikke én, der var kommet til Søborg for at drikke te og hyggesnakke. Lola Baidel havde også klædt sig pænt på til lejligheden: en blå og hvid bomuldskjole og håret samlet i en tyk hestehale, der bugtede sig ned over brystet på den smukke unge kvinde. Et blik på de to, og man var ikke i tvivl om, hvem af dem, der havde skrevet "Vi folder drømmens faner ud" og hvem der havde forfattet "Du skal passe din have".

Jens Winther: Michael Strunge ville gerne i fjernsynet, der var lidt skuespiller i ham. Han var den person, vi brugte mest i Bazar. Jeg tror, han i alt var med i fire programmer. Han var stjernen blandt Sidegade-digterne. Og han leverede showet. Den aften blev der jo skabt et drama for øjnene af den danske befolkning mellem noget så ufolkeligt som to digtere: det var ikke sådan noget politisk gejl, hvor man bare på skrømt er uenig. Her var det hjerteblod, der sprang. Det var spændende. "Der skrev I sgu litteraturhistorie,” skrev kritikeren John Chr. Jørgensen til mig et par dage efter i sin efterkritik. Og det fik han jo ret i. Det er det, folk kan huske i dag.

Kristen Bjørnkjær: Strunge og Lola Baidel røg lynhurtigt i totterne på hinanden. Det var klart Strunge, der begyndte og Lola der svarede igen. Men derfra følte jeg mig sat af. Både Pia Tafdrup og jeg forsøgte at moderere debatten, men Michael Strunge var ude efter konfrontation, koste hvad det ville, og jeg tænkte: Det er det sædvanlige med den unge generation, de skal markere sig, de er mediebevidste og ved godt, hvordan man skal køre den. Så det rørte mig ikke, udover at jeg var forbløffet over hans skarphed. Men jeg følte mig ikke i noget modsætningsforhold til ham. Men hvad fanden havde Lola Baidel egentlig gjort? Hun kom ikke fra det litterære miljø, hun havde skrevet nogle digte, ofte med en sjov pointe, der handlede om kærlighed. Og det er der vel ikke noget galt i. Hvorfor skulle hun så udsættes for sådan en fladmasning? Hvad der lå bag, var vel Strunge og Tafdrups følelse af at være blevet holdt tilbage, at de efter deres egen opfattelse ikke var kommet til fadet. De syntes, at vi andre fyldte for meget, og havde for mange læsere. Der var en slags misundelse i det. Jeg forstår sådan set godt vreden. I 70’erne var der vrede over forskellen på de rige og fattige. I 80’erne var de unge vrede, fordi de fik no satisfaction. De var vrede på deres egne og på deres generations vegne.

Dengang pointerede man også "de unges" mediebevidsthed.

Lola Baidel: Jens Winther syntes, det var godt fjernsyn. Han gav inden udsendelsen stærkt udtryk for, at han gerne ville have konfrontationen. Så han havde været ude og puste hanerne op i hver sit hjørne. "Tal for dig selv," siger jeg som det første til Strunge i programmet. Det, der sker, er jo, at han stiller sig an og fortæller os andre, hvordan det hele er. "Digterne ved ikke noget," sagde han. Sådan er det! Som om han har patent på sandheden. For mig lagde den aften sig i forlængelse af den oplevelse, jeg havde dengang: At jeg ikke var fin. At jeg var for let at forstå. Men for mig var det egentlig ligegyldigt. Jeg kunne godt lide at skrive. Det var vigtigt for mig at udtrykke noget. Jeg blev klogere af det. Jeg havde sådan set ikke noget behov for at lave stor kunst. Men Strunge, han havde et stort behov for at fortælle omverdenen, hvad der var godt, og hvad der var dårligt. De var lidt småfascistiske, ham og Pia Tafdrup.

Om Nedenstående: fra bogen Mai Strunge: Samtaler m.m. mellem Anne-Marie Mai og Michael Strunge, 1985.

Michael Strunge: Selviscenesættelse er jeg blevet beskyldt for — Ja, jeg sætter hellere mig selv i scene, end lader andre, f. eks. journalisterne, gøre det. Det er ikke noget jeg tænker mig frem til ved skrivebordet, det er en intuition, noget som vokser ud af det, jeg arbejder med. F. eks jeg sidder i fjernsynet med Lola Baidel og siger, at hun laver fiduspoesi, og får ikke tid til at forklare, hvad dét er — produceren bliver bange og cutter 2 minutter af den direkte transmission. Det er ikke noget, jeg sådan sidder og finder på, at nu vil jeg være aggressiv — det er noget, der ligger i mig og mange af mine bøger, også i "Væbnet med vinger", der blev præsenteret, dér i fjernsynet.....

Pia Tafdrup: Jeg synes, det er hårrejsende, at der nu skal skrives historie på baggrund af nogle ganske få mediebegivenheder, og det er lidt ærgerligt, at der bliver fokuseret så meget på denne udsendelse. Der er mange tilfældigheder knyttet til de få sekunders klip. Jeg synes hellere, I skulle skrive historie ved først og fremmest at læse bøgerne. Det er en skævvridning, når man kun går efter de øjeblikke, hvor konfrontationer foregår i medierne. Der skete så meget mere i vores liv uden for tv-studiet. Det er deprimerende og meget mærkeligt at være vidne til, at historieskrivere ikke orker at læse bøgerne, men klarer sig med ganske få indslag fra tv og film. Dét, Poul Borum siger som optakt, passer vældig godt til mediet. Medierne lever af, at noget dukker op og forsvinder igen. Det er bare ikke interessant at tænke så kortsigtet. Og umuligt at forene med hvordan et forfatterskab udvikler sig. Allerede dengang syntes jeg, Poul Borums generationsforestillinger var dødssyge og netop uhyggeligt kortsigtede. Jeg kendte udmærket hans synspunkter, men som præsentation af Michael og mig var det en afsindig tanke at afskaffe os, før vi var kommet til orde. Jeg følte selv, at jeg først lige var begyndt som digter og kun lige havde fået fat. Så for mig var hans udtalelser en fantastisk provokation — præcis hvad der har været hensigten. Det er så mærkeligt at se det nu og tænke: Hvor ville man gerne have, at Michael stadig var her, og hvordan det ville have set ud i dag, hvis han havde kunnet komme over de svære perioder. Der var meget imellem os, og derfor kunne vi gå ind og lave den udsendelse sammen. Da Michael, efter mit komisk langstrakte forsøg på at forklare hvordan man arbejder med sproget, overtog scenen, opfattede jeg ham i første omgang som min væbner. Men lynhurtigt overtog han ordet på nogle præmisser, jeg ikke syntes var rigtige. Det var tilsyneladende, hvad Jens Winther ønskede. Det havde jeg bare ikke forestillet mig, og Jens Winther havde næppe forudset hvilken lavine, der var sat i gang. Det jeg leverer er dårligt tv. Jeg havde bare fornemmelsen af, at jeg måtte forklare tingene selv, når nu samtalen ikke kom.

Lars H.U.G.: Den udsendelse var en opvisning i kedsommelighed, spild af folks tid, endda på et tidspunkt, hvor der er mulighed for, at de kan få noget kultur. Folk tænder for deres fjernsyn for at se nogle mennesker, der gennem deres arbejde er ansvarlige for sproget her i landet. Og hvad får de så: en flok psykopatiske, latterlige, studentikose digtere, der mundhugges for åben skærm. Jeg blev vred, indigneret og sur. Snak dog til folk, når I er i fjernsynet, og ikke bare med hinanden om hvad den ene digter synes om den anden. Sådan en gang insidersnak om knæk- og brækprosa!

Psykopatiske studentikose digtere. Lige hvad vi mangler! Knæk- og brækprosa. Jeg ved ikke helt. Men HUG er klar.

Søren Ulrik Thomsen: Det er meget ubehageligt at se den udsendelse i dag. I begyndelsen lægger Jens Winther op til, at vi nu skal se litteraturhistorie live på tv. Men i det øjeblik, nogen forsøger at tale om litteraturhistorie, som Pia gør, får hele den vulgære dramaturgi hende til at fremstå som en latterlig tørvetriller. Folk griner ad hende. For meningen her er, at der er nogen, der skal stemmes hjem. Den tv-udsendelse er det mest berømte, der nogensinde har været om dansk litteratur. Jeg møder gang på gang folk, der refererer til den som deres helt store tv-oplevelse, hvad litteratur angår. Det er ganske enkelt, fordi det er et af de første eksempler på reality-tv: Man ser nogle folk blive stemt hjem. Folk synes udsendelsen er fantastisk, men når man spørger dem, så ved de ikke hvorfor. For den er slet ikke fantastisk. Der bliver ikke redegjort for nogle særligt mindeværdige litterære pointer. Men den har gjort et enormt følelsesmæssigt indtryk på alle, der har set den. Og de holder alle sammen med 80’erne mod 70’erne. De synes, at Michael Strunge gjorde det helt rigtige. Men hvor er alle de mennesker, som bare nogle få år før købte Lola Baidels og Bjørnkjærs bøger? Dem har jeg ikke hørt en skid fra. Man kan virkelig mærke, hvordan den udsendelse udtrykker en folkestemning. Den demonstrerer, at det bare lige pludselig blev flovt at kunne lide Bjørnkjær og Baidel, og at man nu skulle kunne lide noget andet. Det er uhyggeligt tankevækkende. Hvorfor er der ingen, der er tro over for de læseoplevelser, der betød meget for dem selv nogle få år før? Alle taler i dag om udsendelsen, som om de altid har været enige i, hvad Strunge og Pia Tafdrup sagde. Det er som i en romersk arena: De to kunne vi lide før, nu vil vi se dem blive spist af nogle andre. Man vil se nogen komme ned med nakken og nogen få sejren. I udsendelsen ser man Kristen Bjørnkjærs understatede jyske humor komme til kort over for Strunges hurtigsnakkende aggressivitet. Man ser Lola Baidel få at vide, at hun ikke skriver digte, og man ser hende blive vred. Det er Michaels aggressivitet, der vinder. Han vinder på psykisk knockout, for det er jo en boksering. Lola er selvfølgelig også aggressiv, for hun ved godt, hvad klokken er slået. Det er et klassisk generationsopgør, noget som skal finde sted, og på en måde kan man sige, at Strunge gør det beskidte arbejde, og at det er let nok for mig at spille hellig i dag, fordi jeg ikke kom til at sidde i hans stol. Jeg har haft så stor glæde af at være del af den 80’er-generation, og Michael Strunge gør et arbejde, som altid skal gøres og altid bliver gjort. Derfor føler jeg også, det er forkert af mig nu, mange år efter, at sige, at han gjorde det på en grim måde. Jeg havde jo fået en god rolle i den udsendelse, for jeg skulle ikke prætendere nogen form for seriøsitet, bare posere. Men alle generationer har et sådant negativt fællesskab, når de skal etablere sig: Man er enig om, hvem man er imod. Derfor er det pinagtigt, når Jens Winther hele tiden spørger: "Hvad er det, der binder jer sammen?" Og spørgsmålet er endnu mere pinagtigt at svare på, for allerede i 84 var folk meget mere interesserede i at fremstå som enkelte digtere frem for som generation. Det siger de jo også, både Pia og Michael. Udsendelsen demonstrerer det negative fællesskab. Hvad man er imod, er altid det, der gik umiddelbart forud for én selv, og så griber man bag om dem, der kom lige før én selv, for at finde dem der er de rigtige digtere. Pia Tafdrup gør sig her til talsmand for, at den rigtige poesi var undertrykt i 70’erne. Michael nævner Schnack, Høeck og Gjedsted, altså avantgarden fra 70’erne. Det er den, de knytter an til og her grundlægger de vores generation på en dolkestødslegende om, at den virkelige poesi er blevet forrådt, og at vi nu skal tage den rigtige tråd op. Det interessante i dag er, at de unge digtere, der i dag gør oprør mod 80’er-generationen, refererer til nøjagtig de samme digtere. For nu er det os, der står lige før de unge. For de unge i dag er knækprosaen ligegyldig, for den slog vi jo ihjel. Hvad der gør, at man ikke glemmer den udsendelse er, at Strunge overskrider nogle fundamentale grænser, når han siger, at Lola Baidel lyver, da hun siger, at hun ikke forstår, hvad der bliver sagt. Til gengæld stiller hun sig så populistisk an ved at sige, at hun ikke forstår, hvad der bliver sagt. Arena-konceptet i den udsendelse vulgariserer deltagerne og gør dem dummere og værre, end de er.

Jeg kan ikke lade være med at se ovenstående og kritikken af Di80 som lidt det samme problem. Alle skal have lov at skrive digte, alt kan kaldes for poesi. Hvis nogen som helst får noget som helst ud af Baidels digte, så er Baidels digte god poesi. Men på samme måde: hvis nogen som helst får noget ud af udsendelsen, er det en god udsendelse. Man kan endda vurdere dem på samme præmisser. Baidel solgte godt. Samtidig er denne Bazar-udsendelse det mest populære tv-indslag der har været om digte. Måske har der siden været programmer om og med Yahya Hassan. Men alligevel.

Knækprosa og den slags vinder frem igen. Men det sker nok pga. SoMe og den slags hvor vi som brugere ikke orker at forholde os til kompleksitet i feks. et digt pga. den generelle informationsmængde. Løsningen er nok at vi enten bakker bagud og ud af SoMe-levevisen. Eller også at vi igen begynder at snakke om kvalitet af kunst.

Fra brev til Anne Marie Mai 25.11. 84 gengivet i "Mai Strunge":

Michael Strunge: Jeg er ude på at spolere mit image, eller rettere udvide dét, så det ikke kan fastholdes som kliché, men smutter. Det står jo allerede i digtet "Livets hastighed". "Sejren" over Lola Baidel, var da nok psykologisk, som Søren Ulrik Thomsen indvendte over for mig, men også saglig nok, bortset fra at jeg ikke fik lov til at argumentere overfor, at "fidus-poesi" betyder digte uden nerve eller nærvær. Herhjemme er forfattere så loyale over for hinanden i offentligheden, men ikke så meget bag kulisserne. (Sammenlign blot med surrealisternes debatform!) Den bedøvende tolerance i Bazar-serien kvalte de fleste modsætninger. Denne tolerance ændres så til intolerance fra seernes side, når man er ærlig og vred på skærmen.

Jens Winther: Da Strunge peger direkte over på Lola Baidel og siger: "Du er heldig, du har lige læst det eneste gode digt, du har skrevet. Resten er fiduspoesi," skete der noget meget afgørende. Det er sjældent, du oplever folk tale sådan i direkte tv. Det virkede enormt befriende, at han smed al sin pæne opdragelse over bord og sagde, hvad han mente. For han mente fandeme, at det hun lavede, kunne digtningen ikke være tjent med. Men det var selvfølgelig hårdt for hende.

Pia Tafdrup: Min følelse, da jeg gik ud af studiet var, at det var ekstremt uskønt, det vi havde leveret. Den følelse har jeg faktisk i kroppen endnu. Men når jeg i dag ser det, så er det også lidt morsomt, fordi der opstår så mange groteske episoder. Man kan le ad det, fordi det er så lang tid siden. Men det var der ingen, der gjorde, da vi forlod studiet. Allerede dengang, syntes jeg, at der var for mange indslag i udsendelsen. Den var alt for kompakt, som om tilrettelæggerne ikke troede, vi kunne gennemføre en samtale. Hver gang, der var tilløb til det, blev den afbrudt. Det er et godt eksempel på, at tv ikke er egnet til fordybelse. Der blev lagt op til samtale. Men der var en anden, skjult dagsorden.

Tafdrup siger længere oppe at folk/dr/bazaar bare burde læse bøgerne. Jeg har tidligere nævnt Yahya Hassan. Jeg kan oprigtigt godt lide hans digte. Men samtidig fik han skrevet sig ind i en politisk diskussion der netop gjorde ham populær uden for det gængse digter-miljø. Han blev nærmest brugt som eksempel på fejlslagen indvandring. Jeg tænker man kan få digte bredere ud på andre måder end at provokere. Men jeg er ikke fan af at digte kun kan leve i deres egen lukkede verden. At man kun kan have med digte at gøre ved at læse digte. Jeg synes godt der kunne komme nye programmer a la Bazaar - måske mindre provokerende.

Til sidst nogle links jeg har fundet i forbindelse med at jeg læste Di80:

• Strunges Strenge på Blogdahl
• Kritik fra information.dk: På overfladen af et udskældt årti
• Noget om Baidel på dr.dk (er taget ned igen af en eller anden grund): dr.dk/baidel