Du, Sol
er det mon dig der
smelter huller i skyerne
sprøjter glinsende stråler ud
over dryppende, slatne og
når alle de gummidæk
trækker lange slør-
haler hen ad vejen, væk
når de klasker, tørrer
mørkegrå tunge klatter af
i en vissen hæk hvorfra øverst
en vandstær vipper med halen
udfolder de fintspættede fjer
op, op, så langt, inden det sner og
når Du, Sol, til aller sidst
strækker din hvide hals
ryster næb og spjætter vredt
når Du skråler, sprøjter
skinnende fjer der flimrer ud
over en januar dag
Du, vandstær
er det mon dig der
har spist alle de røde bær?