Forside/Blogaden
Tekster
UfNet
Musik
Nørderier
Linktree
FB
Om
For cirka 7 år siden blev romanen Venice Under Glass anmeldt på TidBITS. Romanen er udgivet på iBook-platformen. Det var den første fiktive historie på denne platform hvilket nok er grunden til at den er blevet anmeldt - TidBITS er en Apple-blog. Venice Under Glass er en crime noir/Commedia dell'arte hvor karaktererne er teddy-bamser i stedet for personer. Anmeldelderen vurderer V.U.G til sådan "under middel", sproget i romanen bliver beskrevet som "workmanlike", og romanen beskrives som at læse Nancy Drew. Hende har jeg desværre ikke læst, så jeg må jo stole på at det at læse hende er som at læse V.U.G. Forfatteren til V.U.G, S.J. Harper, går amok i kommentarsporet, han angriber anmelderen. Hele historien går viralt. I et par måneder går snakken fra Frankrig over atlanten til USA om anmeldelsen og Harpers reaktion på ditto. Historier som "How not to respond to a bad review" dukker op i The Guardian. De fleste (især anmeldere) var og er vist enige om at man klapper i og accepterer en dårlig anmeldelse. Det ved jeg ikke om jeg er enig i. Men lige i denne situation gik det hele altså agurk.
Af en eller anden grund kom jeg i tanke om V.U.G-dilemmaet. Min hjerne har måske fået corona. Kritikken af anmeldelsen går hovedsageligt på at Harper selv mener at hans sprogbrug er på niveau med F. Scott Fitzgerald. Det at sammenligne sig selv med litterære legender er noget der kan bringe folks pis i kog. De tror man har fået storhedsvanvid. F.S.F er vist manden bag dette litterære råd:
About adjectives: all fine prose is based on the verbs carrying the sentences. They make sentences move. Probably the finest technical poem in English is Keats’ “Eve of Saint Agnes.” A line like “The hare limped trembling through the frozen grass,” is so alive that you race through it, scarcely noticing it, yet it has colored the whole poem with its movement–the limping, trembling and freezing is going on before your own eyes.
Harper mener selv at han skriver ud fra blandt andet denne metode. Det er nu gået hverken værre eller bedre end at V.U.G + F.S.F + Crime Noir + Commedia dell'arte er blevet til min novelle Venedig i et glas vand. "Venice Under Glass"-titlen er flertydig. Borgmesteren i historien hedder Glass, så det kan både betyde Venedig regeret af ham, og det kan betyde Venedig under en lup. Jeg har prøvet på lidt af det samme med min titel. Jeg kan ikke stå for skrivetekniske/stilistiske nørdede ting, så det har været oplagt at bruge blandt andet ovenstående F.S.F-råd i min novelle. Som med Nancy Drew og endnu en gang desværre: Jeg har aldrig fået læst længere end til første kapitel af The Great Gatsby. Jeg synes jeg kan huske noget fra netop det kapitel med et gulvtæppe der løber ind i et hus. Altså bærende fortalt af alverdens verber. Men derudover indgår F.S.F kun på et rent teoretisk plan i min novelle. Og så har jeg selv været i Venedig. Så jeg har simpelthen sakset inspiration til szenerei i mine egne billeder. Hvor lige ud ad landevejen - rent og skær som båret.
TidBITS-anmeldelsen har fået ~460 kommentarer. Størstedelen fra Harper selv. Han endte med at blive personlig og måske småtruende. Og det endte med at ejeren af siden låste kommentarsporet. De helt store følelser har været på spil. Blandt Harpers kommentarer er flere uddrag fra romanen. Han bruger dem til "sagligt" at vise kvaliteten af sproget i romanen. Det er interessant, synes jeg. Noget af det fedeste ved skønlitteratur er sproget. Hvis det skal udvikles, skal vi være bevidste om det. Især forfatterne. I en kommentar nævner Harper en anmeldelse af Venice Under Glass skrevet af Neville. Neville er Harper selv, det lægger han ikke skjul på. Han har altså forklædt som bamse skrevet en anmeldelse af sin egen roman. Det lyder lidt "cringe". Anmeldelsen er blandt andet de samme plus det løse af uddrag Harper har brugt i kommentarerne på TidBITS. Neville kommenterer på sproget for hvert uddrag: på hvilke virkemidler der er brugt, på hvorfor uddraget er sprogligt vigtigt. Igen synes jeg det er interessant selvom det måske ikke er særlig troværdigt. På en måde er det ret nørdet. Jeg har revet uddrag nummer 2 (det første på TidBITS) samt kommentaren til det i google translate. Jeg har justeret lidt på resultatet. Vi får introen "I en anden scene går Basil ind i Cordelias lejlighed for at finde den fuld af roser" samt følgende:
... hvad der slog mig med det samme, da jeg kom ind, var parfume. Det var ikke Cordelia - snarere roser. Duften var umiskendelig. Der var snesevis og dusinvis af blomster i vaser af alle beskrivelser, der fyldte stuen. Roser voksede ud af gulvstande af metal og stod i skåret krystal på sideborde og vindueskanter og flød over i spisestuen og stoppede først, da buketterne havde dækket hendes køkkenborde og duftede luften til som en skør. En eller anden bjørn havde sendt hende lyse gule og orange i snesevis, klar ved siden af røde, hvide og lyserøde i snesevis. I midten af stuen rødmede to dusin ængstelige roser lavendel ved siden af det ledige kærligheds-sæde
[God oversættelsesrobot du er, Google] Neville/Harper har så følgende kommentar til uddraget:
Basil, der tænker på Cordelia og deres aften sammen, fejler oprindeligt, men genvinder straks for at kommentere scenens ekstravagance. Bemærk i femte sætning, hvordan seks verber bærer roserne i hele Cordelias lejlighed. Oversat til deres præteritum participium er disse: vokset, stået, overfyldt, stoppet, dækket, duftet; det er denne række af aktive verber, der giver umiddelbarhed, karakter og dybde til beskrivelsen af Cordelias værelse der kommer til live med blomster. Harper bruger den samme teknik, som Fitzgerald instruerede sin datter i et brev, der beskriver, hvordan Keats brug af aktive verb bringer en scene til liv: Al fin prosa er baseret på de verber, der bærer sætningerne. De får sætninger til at bevæge sig. Sandsynligvis det fineste tekniske digt på engelsk er Keats '"Eve of St. Agnes." En linje som "haren haltede skælvende gennem det frosne græs" [første strofe, linje 3] er så levende, at du løber gennem den [sætningen] og næppe bemærker det, men alligevel har den farvet hele digtet med sin bevægelse - det haltende, skælvende og frysende foregår foran dine egne øjne. Læg mærke til, hvordan forfatterens brug af førstepersonsfortælling tillader, at "ængstelige roser" + "rødmende lavendel" + "ledigt kærligheds-sæde" (klare fremskrivninger af Basils sindstilstand) skaber spænding, mens man forventer romantik mellem de to karakterer.
Lige en sidebemærkning: g-translate sætter selv komma foran "der" når dette pronomen starter en relativledsætning. Vildt! Men altså. Kan man rødme lavenedel? Nej, vel. Det at rødme afgiver vist ikke så meget andet end farve. I kinderne. Jeg vil nok mene at ordet kærlighedssæde (love seat) er lidt småplat. Medmindre det tilføjer nogle konnotationer i sin engelske udgave. "Duftede luften til som en skør" er lidt voldsomt, måske "Duftede luften til som en sindssyg" (vær nu lidt poetisk, Google). Det og "hvad der slog mig ... parfume ... roser" er begge lidt en falliterklæring. Bamsen siger her direkte hvordan duftindtrykket gør på denne hhv. hvad det er der dufter af. Hvad vi på godt gammel dansk kaldere tell. I stedet burde Harper vise det. Hvilket han egentligt også gør med alle de bærende verber. Teknisk set bruger han det nævnte F.S.F-greb for fuld udblæsning - bare ikke så elegant.
Lad os prøve endnu en gang. Vi har introen "Basil forfølger en tyv gennem Venedigs midnatsgader" samt følgende uddrag:
Ud af ingenting sluttede et kobbel hunde sig til jagten. De blev ledet af en frygtindgydende trio af smukke Doberman Pinschers: deres store, generøse smil, blottede glitrende fortænder og tre par vidstrakte øjne lyste op i ensartet vildskab. De slanke dyr synkroniserede deres grin og knurrede i et rystende kor.
Og Neville tilføjer:
Men når forfatteren først har etableret handlingen i første sætning, skal du bemærke, hvordan han opretholder tonen - den sarte balance mellem komedie og terror - der kræves i hans bamse-noir. Det frygtindgydende kobbel med smukke hunde er kendetegnet ved generøse smil vs. glitrende fortænder; lysende øjne versus flokmentalitet; og i sidste sætning, de fuldt ud realiserede dyr: slanke + synkroniserede + kor vs. oprivende + snert + knurrer.
Igen er der en del tell der ødelægger oplevelsen for i hvert fald mig. Gør da dyrene smukke i stedet for at skrive at de er det. Ellers forklarer fortælleren mig hvad der er smukt, og hvad der ikke er. Det er at tale ned til sin læser. Er en Dobberman overhovedet en smuk hund (sådan helt objektivt)? "Generøse smil" - her kunne Harper passende have brugt et verbum til at bære lidt rundt på det sætningsled. I stedet for det ret flade adjektiv "generøs". Der er også en del dobbeltadjektiver, husk dem har vi fået frarådet af Hvedekorn. Her gør de scenen tung. Jeg ved det ikke, men jeg kunne forestille mig at man på et skrivekursus ville blive bedt om at raffinere sådan en tekstbid som ovenstående en del.
Jeg lader historien ligge her. Jeg tvivler på Harper kommer til at læse eller i hvert fald at forstå hvad jeg har skrevet. Så på en måde er det unfair at grave løs i hans roman. Derudover ved jeg ikke om det er en god idé at vække døde shitstorme til live. Jeg går ikke ud fra min artikel her går viralt. Det er bare årstiden: Denne teddy-noir har siddet og kildet i næsen i noget tid. Nu kom nyset.
Som man kan læse i uddragene i Nevilles anmeldelse, virker Harpers tilgang mest til at være en beundring af overklassen: dyre vine, luksuriøs påklædning og så videre. Jeg tror The Great Gatsby har samme tema. Jeg interesserer mig måske mere for det dekadente/materialistiske. Du kan jo læse min novelle og brokke dig på din blog over mit fantasiforladte revisorsprog og det manglende interaktive kort over Venedig. Og så kan jeg ellers komme forbi og fylde dit kommentarspor med uddrag og forklaringer på hvordan verberne bærer rundt på det hele.
Index
Kommentarer
Del
Terminus
